Foredrag efter 2019 kan læses i årsberetningerne.


 Afholdte foredrag i 2015 - 2019. 

Her er modtaget foredragene Borgmester Ejgild Rasmussens liv og virke, Med politiet i arbejde, Endelave og vorsø, Prostitution i byen og på landet , Horsens privatbanber, Rejsen til amerika, og klokkeklart.

 

Foredrag om og ved

forh. borgmester Eigil W. Rasmusen. 

 på Egnshistorisk Forenings generalforsamling den 28.3.2019.

 Efter generalforsamlingen holdt tidligere   borgmester i Gedved Kommune Eigil W.   Rasmussen et foredrag af en times varighed   om sit liv og sit virke. Han fortalte om   barndomsårene i Hylke, hvor han fik indblik i   demokratiets spilleregler via sin far, som var   sognerådsformand. Den første politiske   interesse blev dog især vakt, da tyskerne   besatte Danmark. Det var uretfærdigt. En   enkelt fordel var der dog. Tyskerne inddrog     skolens gymnastiksal, og så blev   gymnastiktimerne henlagt til boldspil udenfor.   Det passede Eigil godt.

Efter skoletiden havde Eigil Rasmussen et ophold på Egå Ungdomsskole, og derefter var han ude at tjene og senere hjemme og hjælpe på forældrenes gård. I 1955 tog han til Island, hvor han arbejdede som karl på en gård et år. Det var en stor og lærerig oplevelse at komme til en fremmed verden. Der blev knyttet venskaber, som holder endnu. Efter opholdet kom soldatertiden i 1956. Han aftjente en del af værnepligten i Itzehoe og overværede bl.a. at tyskernes Nye Arme blev etableret. Den skulle kun være til forsvar, men som Eigil sagde:” Vi kunne nu godt se, at de også lærte både at angribe og skyde.”Efter opholdet i Itzehoe meldte han sig som soldat i Gaza, og derefter gik turen hjem til giftermål og sit første landbrug, som var i Vestjylland. Efter nogle år flyttede familien tilbage til Østjylland og købte gård i Yding.

I 1978 blev Eigil Rasmussen valgt ind i kommunalbestyrelsen for Venstre, og i 1986 blev han kommunens borgmester, - en post, som han beholdt til Kommunalreformen i 2007, men i løbet af årene i politik, kom der mange flere tillidsposter på CV’et. En af dem var hvervet som formand for KL. i perioden 2002-2006. At han havde ekstraordinært mange tillidshverv, illustrerede han med en anekdote. Da han en gang kom tilbage til borgmesterkontoret efter et møde udenbys, blev han mødt af en af sine medarbejdere med ordene: ”Nå, Eigil, hvad er du så blevet valgt ind i i dag?”

I foredraget kom Eigil ind på tunge emner som det repræsentative demokrati. Hvordan skal det fungere? Han var omkring det kommunale selvstyre, og han gav tydeligt udtryk for, at han ikke var enig i de ændringer, der er sket på det kommunale område, og at han gerne havde set, at Gedved Kommune var blevet lagt sammen med Skanderborg i stedet for Horsens. Og noget af det Eigil altid har anset for vigtigt i jobbet som borgmester og politiker var, at have en god forbindelse hele vejen ned gennem systemet og have indsigt i, hvad der rører sig på alle områder.

Eigil Rasmussen gav også et kig inden for Christiansborgs mure. Svend Auken var en rar, men meget hidsig mand. Når man skulle forhandle med ham, var det ikke ualmindeligt, at han begyndte med at skælde ud, og han kunne blive ved længe. Eigil prøvede at stoppe talestrømmen med humor, og det lykkedes den dag han sagde:” Næste gang du skal trække vejret, vil jeg gerne sige noget.” Så begyndte alle at grine. Mogens Lykketoft havde endnu fipskæg dengang. Han var – og er – også kendt for at være en hidsigprop. Han kunne godt stikke fipskægget frem og begynde at skælde ud, men han var god at forhandle med. Anders Fogh var svær at komme i kontakt med, men en meget dygtig statsminister. Og sådan kunne fortællingerne fra et langt liv i politik være fortsat flere timer. Tak til Eigil W Rasmussen for et spændende indblik i hans liv.

Jørgen Hansen Møller sluttede mødet af med at overrække Eigil W. Rasmussen en vingave og takke tilhørerne for et stort fremmøde. Der var ca. 50.

Else Vang Jessen

 

Med politiet på arbejde

Af: Else Vang Jessen   

     

Den 2. november bød Egnshistorisk Forening og Centerrådet ved Gedvedhus velkommen til et interessant og velbesøgt foredrag ved pensioneret politibetjent Flemming Hansen, der i størstedelen af sin karriere gjorde tjeneste ved politiet i Fåborg.

”Flemming, nu opfører du dig ordentlig, for ellers kommer politiet efter dig.” Sådan sagde moderen formanende til ham, hver gang forældrene tog på arbejde i det lokale forsamlingshus, som de bestyrede. De ord kom til at være medbestemmende for Flemmings livsbane, for i ham lå der fra barnsben et latent ønske om at finde ud af, hvad de egentlig lavede derinde hos politiet. I første omgang blev han dog udlært elektriker.

Efter at have aftjent sin værnepligt ved Civilforsvaret søgte han i august 1970 ind hos politiet, blev optaget og blev i korpset de næste 38 år. Ilddåben fik han en måned efter sin ansættelse. I september 1970 holdt Verdensbanken nemlig sit årlige møde. Denne gang var mødet i København, og det gik ikke stille af. Der var demonstrationer og voldsomme sammenstød, og de unge uerfarne og meget grønne politibetjente var rædselsslagne.
De første par år var han i Københavnsområdet og gjorde bl.a. tjeneste i kvarteret omkring Istedgade, hvor han var i udrykningen. Det var kort tid før pornoen blev frigivet, så en del af jobbet var at konfiskere pornoblade. Resultatet var, at politistationerne i området flød med pornoblade, og Flemming Hansen mente da også, at en del af bladene blev nærstuderet af betjentene – i embeds medfør selvfølgelig.

Efter 2 år blev Flemming Hansen tilbudt et hundeførerjob først i København, senere i Hillerød. Han kunne lide arbejdet med hundene, men havde den indstilling, at den dag man som hundefører enten begyndte at lette ben som en hund eller spise hundekiks, ja, så var det på tide at stoppe. En dag tog han uden at tænke over det en bid af en hundekiks, som han havde i lommen. Så var tiden inde til at sige op efter 6 år som hundefører, og han kom til ordenspolitiet i Fåborg. Dengang var der 12 betjente på stationen - i dag er der ingen- og Flemming Hansen lagde ikke skjul på, at det var en situation, han på ingen måde kan billige.
Tiden i Fåborg var præget af, at her kendte man hinanden. Flemming Hansen satte sig i respekt fra starten - en brovtende fyr, der var daglig gæst på det lokale værtshus, skulle lige prøve den nye betjent af, men en par velplacerede knytnæveslag fik ham hurtigt på bedre tanker, og fra den dag var fyren blid som et lam. Kendskabet til byen og befolkningen gjorde, at der sjældent var brug for at skrive rapporter. Tingene blev ordnet i mindelighed og med en fornuftig snak. Der var respekt for politiet og dets arbejde, og det gav gode resultater. Det var tydeligt, at den tidligere betjent kunne ønske den respekt tilbage.
Men at politiet også kan lave bommerter, var Flemming Hansen ikke bleg for at indrømme. Med et glimt i øjet fortalte han om en jagt på et par banditter. Betjentene fik fat i den ene og skulle hurtigt efter den anden. Den første blev lagt i håndjern og gjort fast til en havelåge, mens betjentene genoptog jagten. Da de kom tilbage var havelåge, håndjern og mand forsvundet. En anden gang blev en anholdt lagt i håndjern og sat ind på bagsædet af politibilen. Betjentene glemte i skyndingen, at de havde en værktøjskasse stående på bagsædet, og så var det jo en snild sag for den anholdte tyv at få lirket låsen op.

I en periode i 1980’erne var Flemming Hansen tilknyttet Rejseholdet, men slap dog ikke Fåborg. Det var fagligt set interessante år, men også år der gav barske oplevelser.  En af sagerne var en drabssag i Fåborg – en sag der for øvrigt er beskrevet i ”Nordisk kriminalhistorie”. Flemming Hansen havde weekendvagten, da det skete. En mand var fundet død i vandet ved Fåborg. Hans bukser var skåret op bagtil, og hans ædlere dele var skåret af. Den dræbte var kendt af politiet og bestemt ikke et af Guds bedste børn. Pillemisbruger, narkoman og trækkerdreng. Det mystiske var, at der ikke fandtes spor overhovedet. Rejseholdet arbejde med sagen i 8 måneder, men måtte til sidst opgive. Et år efter kom der en henvendelse fra politiet i Hannover. Man havde anholdt en mand, der havde tilstået syv drab. Det fjerde var drabet i Fåborg, og et fælles kendetegn for alle drabene var afskæringerne. Drabsmanden var en sømand, der havde været med et projektskib, der kort havde lagt til i Fåborg. Det var tydeligt, at sagen havde sat sig dybe spor hos Flemming Hansen. ”Havde vi dog bare opklaret sagen, så kunne 3 menneskeliv have været reddet,” pointerede han. ”Og ja" føjede han til "når I ser rejseholdet i tv, rammer udsendelsen plet. Det er så voldsomme oplevelser, man bliver udsat for i det job, og det kræver så dyb koncentration, at der indimellem drikkes igennem og festes bare for at få muligheden for at give slip og slappe af. Til gengæld ligger de svenske krimier, som jo er så populære lige nu, langt fra virkeligheden,” fortalte Flemming Hansen.

De sidste 10 år af karrieren arbejdede Flemming Hansen med asylsager. Livet med skiftende arbejdstider og hårde nattevagter var opslidende, så skiftet til asylsagerne var trods deres alvorlige indhold en lettelse. En del af arbejdet bestod i sammen med en kollega at ledsage afviste flygtninge fra Sandholmlejren til hjemlandet. Det betød rejser verden rundt. Sierra Leona, Sri Lanka, Vietnam. Nogle af rejserne var med ophidsede og voldelige flygtninge, der måtte lægges i håndjern. Andre rejser var med dybt ulykkelige mennesker, der så de danske politifolk som deres sidste allierede, inden de landede i et hjemland, der var utrygt for dem.

Flemming Hansen sluttede sin interessante fortælling om livet som politibetjent eller ”politier”, som han kaldte det, med et par ord om dagliglivet som ordensbetjent i Fåborg: ”Når Brugsuddeleren i Fåborg tog en butikstyv på fersk gerning, ringede han efter os. Vi havde en aftale om, at vi parkerede politibilen ved hovedindgangen og gik hele vejen op gennem forretningen til kontoret og bagefter hele vejen tilbage igen med den anholdte. Det havde en præventiv virkning – både for den anholdte og for de kunder, der eventuelt havde lignende planer om tyveri. Det var vist nok ikke helt lovligt, men sådan gjorde vi nu, - og det virkede.” Tankerne om tidligere tiders landbetjent lå lige for, og fortællingen udtrykte essensen i Flemming Hansens holdning til politiarbejdet. 

 

Foredrag om Endelave og Vorsø

 

Torsdag aften 5. oktober 2017 holdt formanden  for Stensballe Lokalhistoriske Arkiv Jørgen Hansen og bestyrelsesmedlem i samme forening Poul Erik Schreiber et foredrag om Endelaves og Vorsøs historie. Dette er et kort referat af foredraget.

Endelave.

 

 

Efter en lidt omtumlet tilværelse hvad angår ejerskab blev øen i 1677 overtaget af hofmarskal Christoffer Sehested, som købte den af kong Chr. 5. Men allerede i 1694 må Sehested -bl.a. på grund af voldsomme stridigheder med fæstebønderne på øen- bede kongen om at lade handelen gå tilbage. Kongen overtager derfor øen i 1694, men får den i 1696 afsat til baron og ejer af Stenballegård Frederik Krag, som var gift med Peder Griffenfelds datter Charlotte Amalia Griffenfeld. Det var hende, der havde arvet Stensballegård. Der var på det tidspunkt 42 fæstegårde på Endelave.

Øen var i en elendig forfatning, men det lykkedes Frederik Krag at få skik på tingene, og han lavede blandt andet en kontraktlig aftale med bønderne, der jo var fæstere, at de tilsammen i årlig landgilde skulle betale: 450 rdl, yde hoveri på hans hovedgård, levere 42 uklippede slagtefår, 42 fede gæs, 84 unge høns og 4 tdr. ærter.

Kirken, der formentlig er fra 1400-tallet og som var meget forfalden ved Frederik Krags overtagelse af øen, bliver renoveret, så den i 1707 står som næsten ny. Som en lille detalje skal nævnes, at alterlysestagerne, der endnu findes i kirken, blev skænket af  skipper Sørensen fra Gylling samme år, som Krag overtog Endelave. Han havde engang i sin ungdom været på besøg på Endelave og i fuldskab slået en mand halvt ihjel. Lysestagerne var formentlig tænk som en slags aflad og bøn om tilgivelse.

I 1708 bygger Frederik Krag en ny adelig sædegård på øen ved sammenlægning af 3 fæstegårde. Gården får navnet Edelsholm efter Frederik Krags 3. hustru Edel Krag. Hans første hustru var død i 1703. Hensigten med at bygge denne gård var, at han gerne ville have en fast mand boende på øen, så der kunne føres tilsyn med fæstebønderne. Samtidig skulle den også benyttes som en slags lystgård, når herskabet besøgte øen.

En af beboerne på Edelsholm var Frederik Krags ven, kunstmaleren Gregers Gjedsted, som skulle lave skilderier til herskabet. I kirken er der fire små malerier af de 4 evangelister; formentlig malet af Gregers Gjedsted.

 Men, ud over maleriet, skulle Gregers Gjedsted og hans hustru tage sig af Frederik Krags eneste søn og arving, den 22 år gamle Baron Børge Krag, som enten var åndsvag eller led af ungdomssløvsind. Børge Krag levede 34 år på øen og blev ved sin død -56 år gammel- i 1751 stedt til hvile i krypten under Vær Kirke. 

I folkemunde blev det i mange år i Horsens og på Endelave fortalt, at Børge Krag i sin ungdom var blevet forelsket i gartnerens datter på Stensballegård. Baronen havde opdaget deres stævnemøder i parken og et sådan forhold kunne naturligvis ikke accepteres af herskabet, med det til følge, at Børge blev deporteret til Endelave, hvor han angiveligt gik fra sin forstand af længsel og fortvivlelse. Det fortælles også, at gartnerdatteren besøgte ham på dødslejet.

På grund af Børge Krags sindssygdom blev han gjort arveløs, og i stedet blev det hans stedmoder, Frederik Krags 3. hustru Edel Krag, der overtog Stensballegård og Endelave.

Stamhuset Stensballegård blev oprettet i 1748 og bestod da af Stensballegård, Værholm, Endelave, Vorsø, gårde og huse i Stensballe By, Vær, Meldrup, Blirup, Haldrup, Tvingstrup, Brigsted og Skabelund.

 

 

I 1741 indvies en ny præstegård, som Edel Krag har ladet opføre. Den er i brug frem til 1905 og er i dag indrettet til museum.

Edel Krag tog også initiativ til opførelse af et  nyt skolehus i 1736.

Efter Edel Krags død i 1751 overtager baron Frederik Krags to ugifte døtre Vibeke Cathrine Krag og Charlotte Amalie Krag godset de næste 20 år frem til 1771.

Hvad angår Endelave, mister Charlotte Amalie efterhånden interessen for Edelsholm, der  ombygges til to almindelige fæstegårde.

I 1771 overtager de to ugifte søstres nevø baron Jens Krag-Juel-vind Stensballegård indtil sin død i 1776.

Hans enke baronesse Sophie Magdalene bestyrede godset indtil  sønnen Jens Carl Krag-Juel-Vind med tilnavnet Arenfeldt, der arver godset som 9-årig, blev myndig i 1792, men hun herskede reelt over Stensballegaard til sin død i 1810.

I 1787 anmoder stamhusbesidder Jens Carl Krag-Juel-Vind om at måtte frasælge Endelave. En handel, som gennemføres i 1796, hvor øen inklusive fæstebønder, husmænd, kirke m.m. blev solgt for 11500 rigsdaler til major Georg Ditlev von Schildknecht fra Horsens.

Rygtet siger, at baronen tabte øen i kortspil til majoren. De må have kendt hinanden, da de begge var officerer ved det slesvigske rytterregiment i Horsens, hvor kortspil var en yndet fritidsbeskæftigelse for datidens officerer.

Men nu var Endelaves bånd til Stensballegård brudt.

Det har næppe været en dårlig handel for majoren, som nu frit kunne frasælge, hvad der måtte være på Endelave af bøndergods.  Prisen  for jorden til en gård blev sat til 600 rdl, en fæstehusmand  skulle betale 150 rdl og møllen skulle koste 2000 rdl.

Majoren oprettede og byggede sig en ny gård -Louisenlund- ved sammenlægning af flere  fæstegårde midt i den store egeskov på øens  sydside.

Familien von Schildknecht havde Louisenlund endnu et par generationer, men så gik de konkurs. Godset har siden skiftet ejer adskillige gange. En ny hovedbygning blev opført i 1905. En del år var der feriehjem for børn. Louisenlund er i dag med sine 100 ha jord i privateje.

Vorsø

 

               

En skrøne fortæller, at der på Gyllingnæs boede en troldkvinde, som var blevet så vred over at høre kirkeklokkerne i Vær Kirke, at hun besluttede sig til at begrave kirken. 

 

Hun fyldte derfor sit forklæde med jord og begav sig på vej langs stranden. Men da hun var kommet stykke vej, gik der et lille hul i hendes forklæde, og der løb noget jord ud – det blev til Langøerne. Men hullet blev større, og da hun ville samle det lidt revnede forklæde, løb en større mængde jord ud - det blev til Vorsø. Til slut gik forklædebåndet i stykker, og hun tabte resten af jorden - det blev til Vorsø Kalv.

 

Adelsslægten Puder, der for længst er uddød, ejede Vorsø i 12-1300-tallet, hvorpå den kommer under Sct. Hans Kloster i Horsens og derpå Århus bispestol.

 

Ved reformationen i 1536 bliver Vorsø inddraget som krongods og solgt til familien Galt på Tyrrestrup, som nogle generationer senere går fallit, og øen kommer under Boller.

 

Under svenskekrigen i 1643-45 var Kirstine Munk i en slags husarrest på Boller Slot på grund af utroskab mod Chr. 4.

 

Da svenskerne nærmede sig Boller blev Kirstine Munk reddet af den rige borgmester, købmand og skibsredder Oluf Hansen Svane. Han havde et stort handelsskib, hvor hun holdt sig skjult resten af krigen. Som tak fik Svane Vorsø i billig forpagtning for 33 daler og 2 mark årlig. Svane lod opføre en stor gård med mølle på øen.

 

Da Kirstine Munk døde i 1658 bestemte arvingerne, at Oluf Hansen Svane skulle have skødet på Vorsø for de tjenester, han havde ydet deres moder.

 

 

Efter borgmester Svanes død i 1684 går øen i arv til sønnen Oluf Svane, som døde allerede i 1702. Efter sigende fordi hans hestevogn en forårsdag væltede i Vorsø Vejle.-vadestedet til fastlandet- og hans tunge pengekiste trykkede hans indvolde i stykker.

 

Derefter er Vorsø igen nogle år på skiftende hænder.

 

I 1725 sælges øen og bygningerne med tilhørende jord og herligheder for 1990 rigsdaler til  Baron Frederik Krag til Stensballegaard. Frederik Krag havde jo fra Endelave erfaring med ødrift. Vorsø var de følgende 200 år en del af Stenballegårds gods.

 

Gården og møllen blev brudt ned, og materialerne ført bort. Øens landbrug bliver nu drevet fra Stenballegård, og en ny mindre gård bliver opført.

 

I 1732 købte Edle Krag -Frederik Krags 3. hustru- af major på Tyrrestrup 7 bøndergårde i Brigsted for at få bønder til hoveri på Vorsø.

 

Fra midten af 1700-tallet bor der kun en skovfogedfamilie på øen, der blev anvendt til græsning af Stensballegårds stude, heste og får. Den kortspillende baron –ham der solgte Endelave- var en stor studeopdrætter, og han havde blandt andet sine stude her.

 

I 1867 overgik Stensballegård og dermed Vorsø ved arv til lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs på Frijsenborg.

 

Øen blev ofte anvendt som jagtterræn, bl.a. blev der hvert år udsat fasaner fra Boller. Det var en helt ny jagtsport. En mand blev oven i købet ansat til at fodre og værne dem mod rovvildt, og mange fornemme gæster fra nær og fjern deltog i denne nye jagtform.

 

Brugsretten af Vorsø blev i 1892 overdraget til Stensballegårds forpagter Søltoft, og så blev øen atter fortrinsvis brugt til græsning. Øen blev bestyret af Kristen Poulsen, som i 1922 blev afløst af sønnen Peter Vorsø Kristensen.

 

Zoologen og naturelskeren Herluf Winge havde i 1919 oprettet et legat, som skulle anvendes til køb af et fristed til fredning af planter og dyr, også de såkaldte skadelige dyr. Legatet, som var  på 70.000 kr. blev testamenteret til Københavns Universitet ved hans død. Legatbestyrelsen besluttede i 1928 at købe Vorsø med Vorsø Kalv og Langerne for 55.000 kr af ejeren af Stensballegård.

 

Familien på Frijsenborg havde længe ønsket at sælge Stensballegård, og hele godset inklusive  Vorsø blev derfor i 1928 solgt til Axel Høyer, der allerede samme år frasolgte Vorsø til Københavns Universitet og Stensballegård til greve Hans Ahlefeldt-Laurvig.

 

Da Københavns Universitet overtog øen, lod man straks størsteparten overgå til naturtilstand. Forpagteren med sin familie blev boende på øens eneste gård, og skulle nu føre tilsyn med reservatet. Hans aflønning bestod i, at han måtte dyrke 14 ha og foretage en smule skovhugst.

 

I 1934 blev Vorsø og småholmene fredet, og al uvedkommende færdsel forbudt. 

 

I 1976 overgik Vorsø til Miljøministeriet og sorterer nu under Naturstyrelsen.

 

Landbrugsdriften ophørte helt i 1978.

 


Prostitution i byen og på landet i 1800-tallet.

Foredrag ved Museumsinspektør, ph.d. Merete Bøge Pedersen

ved generalforsamlingen den 23.2.2017.

       Fra foredraget.

 

Merethe Bøge Pedersen satte i foredraget fokus på ægteskab og seksualitet i 1800-tallet med tidens syn på sundhed, sygdom og moral.

 

Fra landbrugssamfund til industrisamfund.

I 1800- tallet blev det omgivende landbrugssamfund opslugt i takt med, at forstæder og stationsbyer voksede frem og de moderne industrialiserings byer opstod.

 

Resultatet af industrialiseringen var i begyndelsen kaotiske slumkvarterer præget af fattigdom, moralsk forfald, alkohol og prostitution samt minimale sanitære foranstaltninger.

Salg af sex blev dengang straffet med pisk.

 

 Glædespigerne registreres.

Politiet begyndte i 1815 at føre lister over de såkaldte glædespiger i Københavnog lade dem undersøge for kønssygdomme en gang om måneden.

Hvis kvinden for eksempel var syg af syfilis, blev hun indlagt og behandlet med salve og så sat på gaden igen med en formaning om ikke at sælge den slags tjenester igen.

 Som det ses af billedet fra1805 trivedes dobbeltmoralen også dengang i bedste velgående.

Dobbeltmoral.

Også i sidste halvdel af 1800-tallet fandtes en kønsrollemæssig dobbeltmoral. Det var i vid grad tilladt manden at have seksuelle forhold før ægteskabet, men ikke for kvinden, og især den kvindelige seksualitet var tys-tys.

 

Det var almindelig accepteret, at mændene gik til prostituerede, blot de gjorde det i al ubemærkethed. Det fik kun konsekvenser, hvis deres bordelbesøg kom til offentlighedens kendskab.

 

 

    Merete Bøge Pedersen viser fotos af prostituerede fra politiets fotokartotek.

 

 Prostitution tillades.

Med en ny lov i 1863 stat gav den danske stat i princippet tilladelse til prostitution og den pålagde samtidig politiet at føre tilsyn med "løsagtige fruentimmere".

Det betød blandt andet, at politiet oprettede det fotokartotek.

 

Især i København var der mange kvinder, som endte i prostitution, men også i Horsens fandtes der prostituerede. I Gedved har en søgning af dem været negativ.

 

I Horsens var det byrådet med formanden, Johan Chr. von Jessen, der var borgmester og byfoged i Horsens fra 1859-1884, i spidsen, der vedtog at oprette et bordel i byen.

 

Det offentlige bordel i Horsens lå på Nørrebrogade 17 – hjørnet af Nørrebrogade og Tugthusvej (nuværende Fussingvej) fra 1861 til 1883. Placeringen af bordellet i yderkanten af byen var meget velvalgt. Dér vakte et bordel mindst mulig forargelse, men samtidigt kunne kunderne aflægge besøg forholdsvis ubemærket.

På trods af kritik lykkedes det borgmester von Jessen at holde sagen hen i årevis således, at bordellet først blev lukket i 1883, året før hans død.

 

Tvangsudskrivning til bordel.

Fra 1874 kunne politiet tvangsindskrive kvinderne på et bordel, hvis ikke de adlød politiets advarsler.

Kampen mod kønssygdomme var således en stor del af politiets arbejde i 1800-tallet. Kuren mod sygdommene var nemlig at holde styr på de prostitueredes sundhedstilstand, mente staten.

Årsagen var, at man mente, at prostituerede var en vigtig smittekilde til syfilis og andre kønssygdomme, som man ville forsøge at begrænse. Dengang var der ingen mulighed for at helbrede kønssygdommene. Helbredelse var først muligt efter opdagelsen af penicillin i 1928.

Kønsaspektet er interessant, eftersom det viser, det kun var kvinderne, sælgerne i prostitutionsrelationen, der skulle underlægges tvungne lægebesøg, mens dette ikke gjaldt kunderne; mændene.

I 1877 trådte et meget stramt politiregulativ i kraft. Regulativet gjaldt alle kvinder, der solgte sex og indebar, at:

  • ·         Alle prostituerede var nu udstyret med en kontrolbog
  • ·         Kvinderne måtte ikke skifte adresse uden tilladelse fra Københavns Politi, så længe kvinderne solgte sex. 
  • ·         De prostituerede måtte ikke have en kæreste boende hjemme hos sig selv. 
  • ·         Politiet havde ret til at ransage de prostitueredes hjem.

Stop for prostitution i 1906.

Nogle gange var vejen ud i prostitution vitterligt den eneste økonomiske udvej for kvinder, der prøvede at klare sig selv.

 

Politiets arkiver fra starten af 1900-tallet vidner om hundredevis af kvinder, der måtte ty til prostitution, når de enten var kommet til storbyen og ikke kunne finde et arbejde eller f.eks. pludselig blev sat ned på halv tid og dermed halv løn på fabrikken.

 

Som regel tjente man 10-20 kroner på et herrebesøg svarende til en indtægt  i størrelsesordenen af 200 kr. om måneden.

I forhold hertil kunne de færreste arbejdere regne med en ugeløn på højst 10 kroner.

 Politiet brugte mange kræfter på at inddæmme og holde styr på den såkaldte erhvervsmæssige utugt.

 

Men en stigende kritik af, at man på den måde blåstemplede købesex, fik den konsekvens, at en ny lov i 1906 satte en stopper for offentlige bordeller og prostitution som erhverv.

 

I 1906 blev ca. 600 registrerede prostituerede sat på gaden i København. Men dertil kom alle de uregistrerede, måske 10 gange så mange.

 

Kvinderne får stemmeret.

Det var først under 1. verdenskrig, at der kom et afgørende skred i kvindeopfattelsen. Det skete i 1915, da kvinder blev tildelt stemmeret til både Folketing og Landsting i Rigsdagen.

Kvinder fik dermed flere fremtrædende roller at spille – og tilhørende flere rettigheder.

 

Sammendrag.

Den samfundsmæssige holdning til prostitution har forskubbet sig siden 1800-tallet, hvor det i en periode var muligt for staten at tvinge kvinder til at prostituere sig som ’offentlige fruentimmere’ til et totalt forbud og til i dag, hvor det ikke længere er ulovligt at ernære sig gennem prostitution, men det er heller ikke fuldt ud lovligt.

 


 

Foredrag om Horsens Privatbanerv/ Hardy Nikolajsen

Torsdag aften 27. oktober fortalte Hardy Nikolajsen om Horsens privatbaner.

Det drejede sig om:

Juelsmindebanen, som over Torsvang, Ørnstrup, Stenderup, Braaskov, Hornsyld, Gramrode, Barrit, Klakring, Vesterby kørte til Juelsminde.

 

Juelsminde Station

Banen til Juelsminde var den første der blev oprettet, men desværre også den første til at lukke. Allerede i 1957 var det slut med jernbanedrift mellem Horsens og Juelsminde. På billedet holder skinnebussen foran den gule træbygning, som var station i Juelsminde.

 

Tørring Station

Tørringbanen, der over Bygholm, Lund, Kørup, Vrønding, Flemming, Rask Mølle, Dortheasminde, Uldum, Ølholm, Tørring, Vonge og Kollemorten, Vesterlund, Thyregod, Aale, Hjortsvang, Klovborg, Krondal, Nørre Snede, Thorlund, Ejstrupholm sluttede i Brande.

Jernbanen til Tørring blev udvidet i 1929, og ved den lejlighed blev der også sat et nordligt ben på banen fra Rask Mølle til Ejstrupholm. På billedet holder toget ved den lille Hjortsvang Station syd for Nørre Snede.

 

Hjortsvang Station 

Bryrupbanen, som over Lundum, Stenbjerg, Østbirk, Vestbirk, Gammelstrup, Tønning, Brædstrup, Slagballe og Vinding, Bryrup, Vrads, Fogstrup, Them By og Virklund havde endestation  i Silkeborg.


Brædstrup Station

Brædstrup var en stor station på jernbanen til Bryrup. Selve bygningen var i to etager, og her holder lokomotiv L 406 foran stationen.

 

Odder Station

Odderbanen, der fra Sønderbrogade kørte via Haldrup Strand, Haldrup, Søvind, Torupvolde, Hundslund, Oldrup, Bilsbæk, Falling, Ørting, Drammelsbæk til Odder.

 Odderbanen havde mange små stoppesteder inde i Horsens by, inden den kom ud til Haldrup, som var den første egentlige station på strækningen. På billedet ses et Triangel-tog, der kører hen over havneområdet i Horsens.

 


 Havnen i Horsens

Triangelvognen på vej mod stationen i Horsens, medens en Vespa scooter er parkeret fredeligt midt på vejen.

Der var 34 tilhørere til foredraget. Det blev en fornøjelig aften, hvor man måske umiddelbart kunne tro, at det –emnet taget i betragtning- måtte være vanskeligt at holde de 34 tilhøreres interesse fangen i de små to timer, som foredraget varede, kun afbrudt af en kort kaffepause midtvejs. Men det var ingenlunde tilfældet. Hardy havde med baggrund i et langt og omhyggeligt researcharbejde fundet frem til en mængde oplysninger knyttet til de enkelte stationer. Der blev vist billeder af gamle, for længst nedlagte, stationer og knyttet små fortællinger og anekdoter dertil. Alt sammen blev fortalt på en levende og inspirerende måde. Ingen var i tvivl om, at aftenens foredragsholder –Hardy Nikolajsen- er gået til arbejdet med Horsens Privatbaner med et engagement og interesse, som helt klart smittede af på foredraget og gjorde, at tilhørerne gik hjem med en god oplevelse i bagagen. 

Efter foredraget solgte og signerede Hardy den bog, som han har skrevet over det, som også var emnet for aftenens foredrag: Horsens Privatbaner.

 

 Foredrag den 25.2.2016 om "Rejsen til Amerika"

 ved journalist og forfatter Ole Sønnichsen.

 50 medlemmer fik en meget stor oplevede på "Rejsen til Amerika".

På foredraget fortalte  Ole Sønnichsen levende den helt unike og dramatiske historie om den store udvandring og rejse til Amerika og nogle typiske udvandrenes skæbne. 

Fra 1850 til 1920 udvandrede 300.000 danskere til Amerika. Det var  godt en tiendedel af Danmarks daværende befolkning. I den periode udvandrede der i alt 34 millioner europæer til America.

Fælles for dem var, at de troede på et bedre liv på den anden side af Allanterhavet.  

Udvandringen var et drama fyldt med knuste drømme, død, sygdomme og falske forhåbninger, men det er også en historie fyldt med lykke, kærlighed og store drømme, der går i opfyldelse.

Ole Sønnichsen fortalte historien om August Rasmussen, der i 1856 blev træt af herremandens pisk og den manglende stemmeret til tyendet på landet.

Det var også historien om Jens Jensen, der flygtede til Amerika med naboens datter, som han ikke måtte få og blev en af landets mest berømte landskabsarkitekter.

Og det var historien om Jens Weibye, der blev mormon, og måtte rejse hundredvis af kilometer over prærien for at nå til Zion.

 

En fjerde af udvandrerne var Jens Storm Schmidt fra Gedved Vandmølle. 

                                                                    

 

Han kom vel hjem igen, men samme skæbne overgik langt fra alle.

 

Foredraget tog udgangspunkt i det anmelder roste bogværk ”Rejsen til Amerika” , der udkom i to bind hos Gyldendal i efteråret 2013 og efteråret 2015.

Bøgerne bygger på journalist og forfatter Ole Sønnichsen fem års research i arkiver i USA, Danmark, Tyskland og England .

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et klokkeklart foredrag den 29.11.2015

v/forfatteren Jørn Damgaard 

 

Glimt fra et interessant foredrag ved forfatteren Jørn Damgaard Andreasen  over  hans Østbirk bog "Klokkeklart".

 

Jørn Damgaard Andreassen fortalte om sin opvækst og ungdom i Østbirk fra 1947 -1967, og det med udgangspunkt  i hans nye bog "Klokkeklart",

 I foredraget fik tilhørende også en levende beskrivelse af dagligdagen i Østbirk og omegn i nævnte periode . 

 Jørn Damgaard forstår om nogen kunsten at give et foredrag stor underholdningsværdi og tilhørende fik en rigtig god oplevelse.

 Foredraget var arrangeret i samarbejde med Aktivitetscenter Gedvedhus. 

 

Forsidebillede på bogen Klokkeklart.