Udflugter efter 2019 kan læses i årsberetningerne.
Egnshistorisk Forenings udflugt til Sønderjylland den 21. maj 2022. Turen var særdeles interessant og på alle måder vellykket. Den omfattede bl.a. et besøg på Skamlingsbanken, hvor en engageret guide levendegjorde Skamlingsbankens historie.
Udflugter i 2015 - 2019.
Besøg på Stensballegaard
Onsdag 6. juni besøgte vi Stensballegaard, hvor formanden for Stensballe Lokalhistoriske Arkiv Jørgen Hansen viste rundt på området og siden sammen med Poul Erik Schreiber viste billeder og fortalte om godsets historie og nogle af de mennesker, der gennem tiderne har haft tilknytning til Stensballegaard.
Vi startede med at vandre op til indgangen foran hovedbygningen, hvor Jørgen Hansen fortalte, at Stensballegaard (Stensballe = stenbakker) måske oprindeligt lå i Elbæk Skov ved Husodde, hvor man har fundet spor af en middelalderborg eller voldsted. Stensballegaard nævnes første gang i de skriftlige kilder i 1341.
Borgen er endnu ikke arkæologisk udgravet, men en orienterende gravning viste bl.a. potteskår, der lod sig datere til ca. 1250.
Men, der hvor den nuværende hovedbygning ligger, opførte
Folmer Rosenkrantz (1523-1586) og Margrethe Gyldenstjerne en herregård i 1582.
100 år senere rev Baron Frederik Kragh (1655-1728), som var gift med Griffenfelds datter Charlotte Amalie Griffenfeld, bygningen ned, og den nuværende hovedbygning blev opført. I dag er bygningen hvidkalket, hvor den oprindeligt var rødkalket.
Den voldgrav, som oprindeligt var om bygningen, blev tilkastet i 1870-erne. Den nuværende bygning er på 1880 m2 og fredet.
Siden middelalderen har Stensballegaard stort set kun været ejet af 3 familier Rosenkrantzerne, Kragherne og Ahlefeldterne, hvor sidstnævnte i dag ejer stedet.
Greve Henrik Ahlefeldt Laurvig, har siden 1972 været ejer af den ca. 400 ha store gård, hvoraf omtrent halvdelen er skov. Driften er frø, korn og traditionel skovdrift, herunder juletræer. Dertil jagt og svineavl.
I slutningen af 1700-tallet var der udover hovedgården tilknyttet 54 fæstegårde til Stensballegaard. Gårdene fordelte sig med 17, 2, 4, 6, 18, 7 i henholdsvis Stensballe, Nebel, Meldrup, Blirup, Haldrup og Tvingstrup. Dertil 42 på Endelave som i 200 år også hørte til Stensballegaard. Desuden Vorsøe og husmandssteder, håndværkere, fælles enge og skovarealer.
En fæstegård er en gård i forpagtning, og i afgift til ejeren betales der med hoveri (pligtarbejde) efter en indgået kontrakt. Fæstebønderne i Stensballe var organiseret i en ”Forening” med en oldermand. ”Foreningen” påtog sig kollektivt overfor godset ansvaret for hoveriet og dets tilfredsstillende udførelse. En typisk kontrakt lød på: 8 spanddage (mand med heste) og 16 gangdage (kun mand) for hver forpagtet 1 tdr. hartkorn (ca. 2,9 ha god jord). Samme ”Forening” drev også i fællesskab fæstebøndernes gårde, der var opdelt i mange små parceller, så alle gårdene fik både god og dårlig jord, den såkaldte stjernedrift. Fællesskabet betød, at man kom hinanden ved – på godt og ondt. Hoveriet i Stensballe blev afskaffet pr. 2 marts 1853, hvor bønderne frikøbte deres gårde. Tilsvarende skete i de andre nævnte landsbyer.
På et tidspunkt var Sæbygård gennem ægteskab også kommet til.
På Stensballegaard var der indtil 1823 også birketing – domstol. Endnu i 1940- erne blev dokumenter i Horsens templet Stensballegaard Birk.
Skolen lå ved siden af indkørslen til hovedbygningen, og lige overfor var der byting.
Stensballegaards jorder gik helt ned til Nørrestrand, og herremanden ejede færgefarten. Det var meget besværligt at komme til Stensballe fra Horsens og omvendt. Da bønderne blev selvejere i 1853, blev det et problem med arbejdskraft på godset, og der blev bygget en bro over sundet, hvor Stensballegaard leverede tømmeret. Broen blev først og fremmest bygget for at få arbejdskraft til Godset.
Da prøjserne kom i 1864, mente man i Stensballe, at det blev for let for dem at komme til Stensballegaard, og man brød broen ned. Den blev dog senere genopført.
Nu kunne borgerskabet fra Horsens komme på udflugt til Stensballe, og der blev oprettet flere traktørsteder. Bl.a. lå der et tæt ved Stensballegaard - ”Skovstine”
Hans Ahlefeldt havde i mange år en stor frugtavl, og her var også mejeri.
I 1920-erne blev der foretaget store udstykninger til husmandsbrug. Sidenhen er der blevet etableret golfbane, og Ahlefelterne har fået deres egen begravelsesplads på godsets område. Dette skete, efter at Vær Kirke havde været i Stenballegaards eje fra 1572 til 1971, hvor menighedsrådet ved kirken ikke ville tillade Ahlefeldterne selv at bestemme, hvor de ville etablere et familiegravsted på kirkegården, og man derfor afhændede kirken.
Efter denne generelle orientering gik vi gennem haven, hvor vi stoppede op og iagttog den 1 km lange smukke lindealle, der fører ned til Kraghøj, som ligger ca. 75 m over havet. Her blev der i 1870-erne holdt sommerstævner.
Så gik turen til Golfklubbens restaurant, hvor Jørgen Hansen og Poul Erik Schreiber fortsatte deres fortælling om Stensballegaard og nogle af de personer, der over årene har haft tilknytning til Stensballegaard.
I det følgende omtales de, der ikke alene har en vis tilknytning til Stensballegaard, men også til Vær Kirke, hvor de er gravlagt.
Tidligere er vist et brudstykke af den gravsten, der blev sat over
Folmer Rosenkrantz og Margrethe Gyldenstjerne, der byggede det første Stensballegaard. Gravstenen, der er fra ca. 1580, befinder sig i våbenhuset.
I tårnets nederste del fik baron Frederik Kragh indrettet et gravkapel til sig og sin familie.
Der står som vist på billedet fire kister.
I midten ses kisten, der rummer Peter Griffenfeld. Til venstre for ham ses kisten med hans kone Karen Nansen. Til højre er det baron Frederik Kragh, og for enden af de tre ses kisten med baron Frederik Kraghs 2. kone –og Griffenfelds datter- Charlotte Amalie Griffenfeld.
Den 35-årige enkemand og baron Frederik Kragh var i 1690 blevet gift med den kun 18-årige Charlotte Amalie Griffenfeld, datter af rigets storkansler Peter Griffenfeld, der var gift med Karen Nansen.
Charlotte Amalie arvede en større formue efter sin mor. For en del af arven købte hun som 13-årig Stensballegård. Griffenfelds broder Albreckt Schumacher Gyldensparre sørgede for, at Charlotte Amalie fik Stensballegaard som medgift i forbindelse med giftermålet med Frederik Kragh. Hun fik moderens –Karen Nansens- kiste overført fra Helligåndskirken i København til Vær Kirke.
Det er dem - Frederik Kragh og Charlotte Amalie - der byggede den nye gård som vi ser i dag,
Frederik Kragh var kongelig embedsmand, havde været gesandt i Nederlandene, blev statholder i Norge under St. Nordiske Krig, gesandt i Stokholm, hvid ridder, amtmand over Viborg amt m.m.
Han erhvervede Endelave og Vorsø.(Jf. artikel i årsskriftet 2017/18)
Han startede gartneridrift, der blev til persillekræmmerne og frøavl
Det blev sagt i Norge at han var grov og indskrænket, men hjemme i sit sogn har han i hvert fald været en driftig mand. Han ombyggede som tidligere omtalt Stensballegaard og gav den det udseende, den i det væsentlige har endnu; han oprettede byens første skole og ombyggede kirken, ligesom han betænkte den med gaver ved lykkelige familiebegivenheder. Et tidligere alterbillede, kalk, disk og en prægtig lysekrone vidner om hans omsorg for kirken. Fredrik Krag var gift 3 gange. 1. gang med Hedvig Eleonora Juel, som ligger begravet i Bramminge. 2. gang med Charlotte Amalie (Griffenfeld) og 3. gang med Edele Kragh, som ligger i kirkens krypt under koret. I sit første ægteskab får han 2 børn der dør som små. Med Charlotte Amalie får han 12 børn, og så dør hun i barselsseng i 1703, 32 år gammel. Af disse 12 børn bliver kun 5 voksne. To drenge og tre piger. Den ældste søn Erik dør under St. Nordiske Krig, den næste Børge er angiveligt sindssyg og sendes til Endelave. Med sin 3. hustru Edel får han ingen børn.
I 1745 bliver Stensballegaard gjort til et stamhus, en slags fond, man ejer ikke, men besidder, og må ikke sælge, men får indtægterne og rådigheden går i arv til en søn.
På Endelave havde Baron Frederik Kragh fået en kunstmaler, Gregers Gjedsted, og hans hustru til at tage sig af sin eneste søn og arving, den 22 år gamle Baron Børge Krag, som enten var psykisk syg, åndsvag eller led af ungdomssløvsind. Børge Krag levede 34 år på øen og blev ved sin død -56 år gammel- i 1751 stedt til hvile i krypten under Vær Kirke.
I folkemunde blev det i mange år i Horsens og på Endelave fortalt, at Børge Krag i sin ungdom var blevet forelsket i gartnerens datter på Stensballegård. Baronen havde opdaget deres stævnemøder i parken, og et sådan forhold kunne naturligvis ikke accepteres af herskabet med det til følge, at Børge blev deporteret til Endelave, hvor han angiveligt gik fra sin forstand af længsel og fortvivlelse. Det fortælles også, at gartnerdatteren besøgte ham på dødslejet.
Den person, som har mindst tilknytning til Stensballegaard, af dem, der ligger i Vær Kirke, er Peter Griffenfeld. Til gengæld er han den bedst kendte. Peter Schumacher, som han oprindeligt hed, blev født 1635 og døde i 1699. Han var søn af en velhavende københavnsk vinhandler og viste tidligt, at han havde store evner. Allerede som 16-årig kunne han fuldføre studier ved København Universitet. Efter nogle års studier i udlandet blev han ansat som Frederik 3`s bibliotekar og sekretær. I kraft af sine store evner, viden og veltalenhed avancerede han i løbet af få år og fik flere magtfulde funktioner. Han blev i 1673 ophøjet til greve under adelsnavnet Griffenfeld for i 1674 at blive rigskansler og dermed rigets faktiske leder.
Griffenfeld var i 1670 blevet gift med den kun 14-årige Karen Nansen (1656 -1672), sønnedatter af borgmester Hans Nansen, København. Hun døde i barselsseng 16 år gammel efter at have født en datter.
Denne datter var Charlotte Amalie Griffenfeld (1672 - 1703).
Griffenfeld begunstigede til manges harme åbenlyst slægt og venner, havde et omfangsrigt forbrug af kvinder og tog ved embedsudnævnelser imod bestikkelse i et selv efter 1600-tallets normer uacceptabelt omfang. Dertil kom, at han med sin blændende intelligens fremkaldte mindreværdsfølelse hos Christian 5. ,og efter kort tid kom han derfor i stigende grad i modsætningsforhold til kongen og den øvrige statsledelse.
Dertil kom, at han modarbejdede kongens og dermed landets udenrigspolitik. Det blev afsløret i 1676, og herefter blev Griffenfeld arresteret. En række andre misforhold kom nu frem, og 26.5.1676 blev han dømt for bestikkelighed, salg af embeder og for forræderi. Straffen lød på tab af liv, ære og gods, men i sidste øjeblik -da sværdet var løftet til hug- ændredes den til livsvarigt fængsel.
Han blev -nu med navnet Peter Schumacher- indsat i Kastellet og i 1680 overflyttet til øen Munkholmen i Trondheimsfjorden, indtil han i 1698 fik lov til at tage ophold i Trondheim by.
Da Peter Schumacher døde i Trondhjem 12. marts1699, fik Charlotte Amalie i al hemmelighed bragt hans kiste til Klosterkirken i Horsens. 2. november begraves Christian 5. i Roskild Domkirke, og samme dag indsættes Griffenfelds kiste i Vær Kirke. Baron Frederik Kragh benyttede dette som en undskyldning for ikke at deltage i kongens begravelse. Han blev anbragt ved hustruen Karen Nansens side i krypten under Vær Kirke. Kisten blev senere flyttet til det nuværende gravkapel.
.
Griffenfeld i kisten i Vær Kirke
Ref. JHM
Besøg på Gårdmuseet Stjernholm
Torsdag 21. september var vi 24 medlemmer af Egnshistorisk Forening, der besøgte gårdmuseet ”Stjernholm” i Nim. Besøget indledtes med et kort foredrag af en af de mange frivillige, der er tilknyttes gårdmuseet, Regnar Brønd.
Gården, hvor museet nu er placeret, lå for ca. 200 år siden tæt ved Nim Kirke, og ejedes af Geheimeråd Stephan Cordsen. Han har i kraft af sin indflydelse muligvis benyttet materialer fra det tidligere i Horsens beliggende slot Stjernholm til at supplere opbygningen af gården i Nim.
Gården blev i begyndelsen af attenhundredetallet flyttet fra sin placering ved kirken til der, hvor den ligger nu. Det er tilknytningen til slottet Stjernholm i Horsens, der har givet gården navnet ”Stjernholm”.
I haven er der en gravsten over gårdens sidste ejere, de tre søskende Jens Chr. Jensen, Magnus Jensen og Johanne Jensen. Jens døde i 1987, Magnus i 1987 og Johanne i 1989. Da de ingen arvinger havde, blev gården efter Johannes død overtaget af staten og jorden frasolgt.
Hjemstavnsforeningen havde gennem mange år fået etableret en betragtelig samling af landbrugshistorisk interesse, inden kommunen i 1998 købte ”Stjernholm”, der siden har fungeret som museum.
Gårdmuseet Stjernholm har ingen folk på lønningslisten. Et udvalg under Brædstrupegnens Hjemstavnsforening står for ledelsen. En stor flok frivillige pensionister mødes hver onsdag eftermiddag næsten hele året rundt, og sammen får de arbejdet gjort. Husene skal holdes, parkeringsplads og have ligeledes.
Samlingerne skal passes og registreres. Der skal laves udstillinger og forandringer overalt. Der er personer, der tager sig af cafe, museumsbutik, tekstiler, bygningsforbedring og restaurering af samlingerne.
Vi fik et klart indtryk af, at ”Stjernholm” er en både travl og krævende ”arbejdsplads.
Efter denne indledning var der lejlighed til at gå rundt på museet. Og der er rigtig meget at kigge på: Gamle musikinstrumenter. En smedje. Træskomagerens værksted. En særudstilling om dukker. Grisestald. Kostald. Hestestald.
Ved siden af hestestalden var der indrettet et meget lille, beskedent møbleret, uopvarmet og usundt karlekammer, som uden ord fortæller om den armod og de umenneskelige vilkår, som medhjælpere på landet engang måtte leve med.
Fra Jysk Ordbog har vi dette lille citat, der fortæller lidt om, hvordan det kunne være at bo under sådanne forhold:
”Karlekammeret var ude i hestestalden, nogle rå brædder skilte min seng fra hestestalden. En meget utæt bræddevæg. Når hestene pissede mod væggen, kunne det løbe ned på den anden side inde hos mig. Det var et meget lille kammer med stengulv, kun lige plads til en seng og et klædeskab, jeg havde med. Alt mit tøj lugtede af hest, men det var ikke så ualmindeligt dengang.”
I gårdmuseets store hal var egnens gamle faner ophængt over et stort udvalg af gamle hestetrukne landbrugsredskaber, bl.a. såmaskiner, skårlæggere, halmpressere, selvbindere, svingplove, samt hestetrukne vogne omfattende såvel landbrugets stive arbejdsvogne som mange forskellige typer af luksusvogne til persontransport.
I den fine og velholdte have var der et lysthus, hvor man kunne sidde og kigge ud over det smukke landskab. Og meget, meget mere. Alt sammen ting, der hører en længst svunden tid til, men som det er en lykke, at man bevarer og passer på for på den måde at erindre os om det, som var engang.
Vi sluttede med kaffe og kage i gårdens cafe.
Ref. JHM
Heldagstur til brunkulslejerne i Søby
Lørdag 21. maj 2016 kl. 9-16
Der var 20, der deltog i turen til brunkulslejerne i Søby. Vi havde oprindelig planlagt at køre derop ad de små veje, men på grund af nogle forsinkelser kørte vi direkte og var da også fremme, så der blev tid til at få en kop kaffe og et rundstykke, inden vores guide -Finn Kristensen- startede på den to timer lange "vandring" gennem Søby brunkulslejers brogede historie.
Det var 2. Verdenskrig, der var årssag til opblomstringen af livet i brunkulslejerne. På grund af Danmarks besættelse og den der af følgende begrænsning af vores import af olie og kul, kom brunkullene til at spille en stor rolle i vores energiforsyning i årene 1940-45. Og egentlig ikke kun i disse år, men faktisk helt frem til 1970, hvor brugen af brunkul på elværkerne ophørte.
Livet i brunkulslejerne var noget helt specielt. Finn Kristensen voksede op i Søby og fortalte engageret, klart og tydeligt om livet, som det formede sig.
Det var først og fremmest mænd, der befolkede brundkulslejerne, men enkelte medbragte både kone og børn, som ofte måtte leve under yderst primitive forhold.
Det krævede en særdeles god fysik at arbejde i brunkulslejerne. Mange mødte op, arbejdede en kort tid og forlod så stedet, hvis kræfterne ikke slog til. Man arbejdede på akkord, og kunne man ikke følge med i tempoet, måtte man finde noget andet at beskæftige sig med.
En arbejdsdag med skovlen i hånd kunne ofte være på 10-12 eller 14 timer. Det krævede sin mand.
Kullene skulle hentes mange meter under jordoverfladen.
Når kullene skulle transporteres foregik det ofte med trillebør
Det var forbundet med fare at arbejde i brunkulslejerne. Det skete, at de flere meter høje skrænter styrtede sammen. At balancere langs de smalle træbroer med en fyldt trillebør kunne medføre nedstyrtning. Men også på anden vis var arbejdet forbundet med fare. Mange fik skader med invalididet til følge på grund af det fysisk hårdt krævende arbejde, og ca. 100 mænd omkom ved ulykker. De mindes i dag i en lille mindelund på stedet.
Rundvisningen sluttede med en halv times buskørsel rundt i området, hvor der over mange år er blevet gravet brunkul. Da grundvandet står meget højt i området, er arealerne, hvor der blev gravet mange meter i dybden, nu blevet til søer, som dog er uden liv, da indholdet af ikke mindst svovl- og jernforbindelser i kullene har forsuret vandet.
I dag henligger området, hvor kullene blev gravet op, som et smukt stykke natur, hvor man kun vanskeligt -uden at have fået oplysninger om historien- kan forestille sig, hvorledes der tidligere så ud.
Fra Søby kørte vi til Naturcenter Harrild Hede, hvor vi drak kaffe, inden turen ad små veje gik hjemad.
Ref. JHM
Udflugter afviklet i 2015.
18.marts - Skanderborg Museum, Mosens gåde - Fundene i Illerup Ådal /Alken Enge.
6. juni - Udflugt til Hjernø m/ besøg på Danmarks næst mindste Kirke.
12. september 2015
Lørdag 12. september kl. 830 var vi 20 medlemmer af Egnshistorisk Forening, som i bus kørte ad de små veje fra Gedved til Jelling, hvor vi gjorde holdt og nød den medbragte kaffe og rundstykker.
Kort efter mødtes vi foran Oplevelsescenteret Kongernes Jelling med en rundviser, som startede med at samle os omkring Jellingstenene. Her fortalte han om stenene og deres historie, Gorm den Gamle, Thyra og deres søn Harald Blåtand, bygning af højene og deres anvendelse, skibssætningen og palisadeværket, der i dag er markeret med store hvide stolper og endelig om Jelling Kirke, som blev totalrenoveret ved årtusindskiftet. Der blev stillet mange spørgsmål, der alle blev besvaret grundigt og kompetent.
Efter rundvisningen var der fri adgang til at besøge kirken og museet Kongernes Jelling, som ligger lige ved siden af højene. På oplevelsescenteret fortælles på levende vis om vikingekongerne Gorm og Harald, deres runesten, den store skibssætning og den gigantiske palisade, som vi så udenfor og fik fortalt om af rundviseren.
Ved 12-tiden kørte vi til Naturrum Kirstinelyst på kanten af Randbøl Hede, hvor vi spiste den medbragte frokost ved borde og bænke, som er placeret uden for den bygning, hvor der på inspirerende vis fortælles om Randbøl Hede og dets dyreliv. Selv om tiden var kort var der dog mulighed for at foretage en kort tur væk fra oplevelsescenteret og få et blik ud over hedelandskabet.
Fra Randbøl Hede gik turen videre til Egtvedpigens grav.
Her så vi en kopi af den egetræskiste, som pigen var blevet begravet i. Desuden var der en hel del illustrative plancher, der fortalte om blandt andet tiden, da hun blev begravet og selve fundet. Bag ved bygningen, hvor det hele var udstillet, befinder den høj sig, hvor pigen var begravet.
Vi lagde vejen forbi Tørskind Grusgrav, hvor man kan se Robert Jacobsens jernskulpturer
og har en fantastisk udsigt over Vejle Ådal.
Det sidste stop på turen var ved Bindeballe Købmandsgård, hvor vi fik serveret kaffe og lagkage. Der var lejlighed til at kigge rundt i den gamle købmandshandel, inden vi steg på bussen og kørte tilbage til Gedved, hvor vi var ved 1730 – tiden.
Ref. JHM