Udstillinger i Gedved Egnsarkiv.

I perioden 2011 til 2022 formidlede Gedved Egnsarkiv hvert år lokalhistorien gennem en udstilling, i 2022 med 2 udstillinger. Det blev til ialt 13 udstillinger.

Den første udstilling, efter at arkivet i 2010 var flyttet ind i nye lokaler på Gedvedhus, var udstillingen i 2011 om elværket i Hovedgård.

Den 20. december 2011 var det 100 år siden, at det elektriske lys første gang blev tændt hos en række andelshavere i det nystiftede andelsselskab Hovedgård og Omegns Højspændingsanlæg (HOH) med adressen Frydsvej 4 i Hovedgård.

Det markerede Gedved Egnsarkiv med udstillingen ”Elværket i Hovedgård”.

I anledning af 100 året for Genforeningen havde Gedved Egnsarkiv i 2020 planlagt at åbne en udstilling om Genforeningen i 1920, men på grund af Covid-19 blev åbningen af udstillingen udsat.

Derfor blev det først den 9. maj 2022, at Gedved Egnsarkiv markerede begivenheden med åbningen af udstillingen:  ”100 året for Danmarks Genforening”

 Oversigt udstillinger: 

Åbnet           Titel

20.11.2011 - Elværket i Hovedgård

06.08.2012 - Omkring et seminarium (Gedved Seminarium)

18.08.2013 - Bryrupbanen

14.09.2014 - Tvingstrup (udstilling lavet af borgere i Tvingstrup)

26.01.2015 - De gamle teglværker, fra ler til mursten i gamle dage

09.11.2015 - De gamle mejerier

31.10.2016 - Brugsen i 150 år

13.11.2017 - Postkort og bøjler fra en svunden tid.

19.11.2018 - Forsamlingshuset, en levende kulturarv.

04.11.2019 - De nedlagte banker og sparekasser.

20.11.2021 - Besættelsestiden på Gedved egnen.

09.04.2022 - 100 året for Genforeningen

19.09.2022 - Gedved skolernes tidstavle

Udstillingerne er beskrevet i artikler i Egnshistorisk Forenings årsskrifter.

Samtlige plancher fra alle arkivets udstillingerne kan ses i arkivets åbningstid. Undtagelsen er plancherne fra udstillingen om Tvingstrup, der opbevares hos Kultur- og Idrætsforening for Tvingstrup, formand  2024 Brian Thomsen.

Årsskrifterne fra 2016 til 2023 kan købes i arkivet, pris pr. bog kun 50,- + evt. porto. Kun en enkelt årgang er ikke længere på lager.

 Vi har udvalgt fire udstillinger:  

1. Gedved skolernes tidstavle.

2. Besættelsestiden på Gedved egnen 1940 -1945

3. De nedlagte banker og sparekasser

4. Forsamlingshuset, en levende kulturhistorie

og deres historie følger nedenstående:

 

 ”Gedved skolernes tidstavle”                                    

Indledning.

Det er arkivets omfattende materiale  om skoler, der har muliggjort realiseringen af udstillingen om ”Gedved skolernes tidstavle, og selvom der kun blev plads til en lille del heraf på udstillingen, håber vi alligevel, at det på en seværdig måde er lykkedes at skildre skolernes vilkår før og nu.

Skoleloven af 1814.

I skoleloven af 1814, som først og fremmest handler om, at den brede befolkning i hele landet skulle lære kristendom, læsning, skrivning og regning, for deri står der også -  citat:

"Læreren må aldrig tillade sig, at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem, eller bruge skældsord imod dem".

I skoleloven af 1814 står der også, at de mindre børn må straffes  med ris og de større børn med  tamp, men lussinger blev altså forbudt  og de blev ikke senere tilladt. Det må jo betyde, at alle de børn ,der siden 1814 har gået i skole i Danmark, aldrig har fået en øretæve af lærerne? 

Skolerne før og nu.

Udstillingen er bygget op om skolernes korte tidstavle begyndende omkring år 1200 med de første klosterskoler i Danmark, hvor der kun blev uddannet drenge og kun, hvis de var sønner af konger eller adelsmænd.

Ved reformationen i 1536 blev klosterskolerne ændret til latinskoler og få år efter, i 1539 blev  Danmarks første skolelov vedtaget. Den indførte regulær skolepligt for den brede befolknings børn og undervisningspligt for børn fra de mere privilegerede familier.

I perioden 1721 -1728 lod Fredrik d. 4  bygge 240 ens rytterskoler, som blev fordelt på kongerigets 12 rytterdistrikter, heraf to lokalt i Overby og Grumstrup. Rytterskolerne var almueskoler for rytterdistrikternes børn og forløberen for folkeskolen. Rytterskolernes undervisning omfattede Katekismen og læsning samt - mod betaling - skrivning og regning.

I 1903 blev latinskolerne afskaffet og afløst af mellemskolen, realeksamen og gymnasiet. Drenge og nu også piger kunne således gå fra 5. klasse gennem en fireårig mellemskole til en etårig realklasse eller et treårigt gymnasium.

I 1958 førte en ny skolelov til mellemskolens afskaffelse  og samtidig blev land- og byskoler ligestillet. Folkeskolen kom nu til at omfatte en 7 eller 8-årig hovedskole suppleret med en 8. eller 9. klasse eller alternativt en treårig realafdeling. Realeksamen blev afskaffet i 1975.

På udstillingen er der også medtaget fortællinger om, hvordan det var at gå i skole 1745 og 1857, herunder voldelige degnes afstraffelse af eleverne, når forældrene ikke kunne betale skolepengene.  

Også 1900-tallet – helt frem til 1967 - blev elever straffet med lussinger. I vidt omfang lykkedes det lærerne ustraffet at overtræde adskillige regler og forordninger i deres iver efter at afrette uartige, udygtige eller bare uheldige elever. For hverken børn eller forældre satte spørgsmålstegn ved lærernes hårdhændede brud på loven, så derfor fik lussingerne ikke konsekvenser for lærerne. Mens lussinger var lovstridige, kunne lærerne roligt gribe til spanskrøret, som først blev forbudt, da loven om korporlig afstraffelse af elever trådte i kraft den 1. august 1967.

Strafferedskaber fra den sorte skole – ferle, ris, og tamp, og fra 1860 også spanskrør, kan i hviletilstand  ses på udstillingen – lussinger, ryk i hår og øre samt dask med lineal er udeladt.

Indtil 1875 blev danske skoleelever undervist i gotisk skrift. På udstillingen er der medtaget adskillige gamle lærebøger, bl.a. en ABC med Gotisk skrift, børnenes ABC fra 1948 uden bolle å og Ole Bole ABC fra 1957.

Gedveds skoler.

Gedved har haft 4 skoler, den første blev bygget i 1743 og den sidste og nuværende i 1978 . Alle Gedveds 4 skoler  samt  de 2 pogeskoler historie er beskrevet på udstillingen.

Hvis man var elev på Gedved skole i begyndelsen af 1960-erne, kan man bl.a. gense elever fra første til 8. klasse samt realklasser inklusive Gedved skoles første realklasse i 1962, nogle af lærerne og  et billede af lærerstaben på Gedved øvelsesskole i 1962. Medtaget er også en elevs fortælling om hans skoletid i Erling Hansens skole fra 1960 til 1967.

Gedved skoles 250-års jubilæum, der blev fejret den 30. januar 1993, er selvfølgelig også medtaget i billeder og tekst. Gedved skole er i dag en velfungerende skole med mere end 400 elever fordelt på 0. til 9. klassetrin med tilhørende skolefritidsordning.

Udstillingens sidste planche viser navnene på alle Gedved skolernes degne, skoleholdere, førstelærere, skoleinspektører og skoleledere i perioden 1843 til 2022.

Afslutning.

I både billeder og tekst er det tilstræbt, at der er minder at hente for tidligere lærere og elever,  og alle  med interesse for skolehistorie, også nuværende lærere og elever, kan på udstillingen forhåbentlig blive lidt klogere på skolernes historie


Udstillingen om besættelsestiden på Gedved egnen.

1940 -1945 fortalt 75 år efter

åbnede 20.11.2021 

Besættelsestiden.

Den 9. april 1940 blev Danmark besat. Allerede tidligt om morgenen trængte tyske styrker over den danske grænse, og 1000 bombemaskiner hang som truende sorte fugle over landet.

Det fik de ledende politikere og kongen til samme morgen at overgive sig og indgå den senere så berømte og berygtede samarbejdspolitik, som kom til at præge Danmark de følgende år.

Over store dele af landet blev der nedkastet flyveblade, der forklarede, at den tyske værnemagt rykker op i Danmark og Norge for at beskytte dem mod yderligere engelske aggressioner. Det strategiske mål for det tyske angreb var ikke Danmark, men Norge, hvis havne og fjorde den tyske flåde ønskede at benytte i ubådskrigen på Atlanten, samt til at sikre sig den betydelige transport af svensk jernmalm fra Kiruna via den nordnorske havneby Narvik. Danmark var i den forbindelse blot at betragte som en trædesten i vandet.

Danmark mørklagt.

Mørklægning blev af den tyske besættelsesmagt med det samme indført den 9. april 1940. Den pålagde danskerne at mørklægge deres vinduer, og begrænse al udendørs belysning.

Gadelygterne blev afskærmet, alle køretøjers lygter havde kun smalle lyssprækker fri. Formålet var at vanskeliggøre “fjendtlige” flyveres navigation. Da alle skulle mørklægge deres hjem, og rigtige mørklægningsgardiner var en mangelvare, måtte folk være kreative, og brugte som et alternativt sort papir, tæpper eller andet lyshindrende materialer, indtil der kom nye forsyninger af mørklægningsgardiner.

For at man ikke skulle komme til skade, når det var mørkt, og når gadebelys-

ningen var dæmpet meget, havde man udover hvidmalede kantsten, også hvidmalede bagskærme på cykler, så cyklisterne bedre kunne ses i mørket, og vejtræer fik malet et hvidt bånd. Der blev også lavet personlige mørklægnings udstyr som, hvide armbind, bælter til mennesker og hunde, stokke og hatte med hvide bånd og andet som kunne sikre, at man blev set i mørket.  Mørklægningen var pålagt danskerne helt frem til 4. maj 1945.

Der var varemangel og rationeringen af tøj, brændsel, sæbe, medicin m.m., og mange varer var af dårlig kvalitet. Der var prisstigninger samtidig med at lønnen stagnerede. Der var mangel på brændsel, og flere og flere blev husvilde, og klasseskellene voksede i de fem besættelsesår.

Under Hagekorsflaget.

Gedved Seminarium på Hitlers fødselsdag den 20. april 1940.

Tyskerne forlangte, at hagekorsflaget blev hejst på seminariets flagstang, men natten før forsvandt flagsnoren.

Så tyskerne måtte vælte flagstangen og binde flaget til.                                            

Isvintrene i begyndelsen 1940-erne.

I løbet af 1940'erne oplevede vi i Danmark intet mindre end 4 isvintre med temperaturer ned til minus 31 grader - deraf kom de tre i træk i de allerførste år under 2. Verdenskrig (1940, 1941 og 1942).

Manglen på brændsel var under den tyske besættelse et stort problem i hele Danmark. Udenlandsk brændsel, hvilket vil sige koks, kul og olie blev allerede rationeret i maj 1940. herefter blev de sparsomme forsyninger fordelt til institutioner, jernbaner og noget til befolkningen inde i de store byer.

 Danskerne frøs, for de var i stort omfang henvist til at klare sig med begrænsede mængder af indenlandsk brændsel som træ, stød (trærødder), brunkul og først og fremmest tørv. 

Også de tyske soldater manglede brændsel, og bl.a. i Tvingstrup forsamlingshus slog de indkvarterede tyskere træmøblerne i stykker og fyrede med dem for at holde varmen.

Bombefly over Danmark.

Under 2. verdenskrig blev der kastet 3.269 sprængbomber og 22.298 brandbomber over Danmark fra allierede fly.

Nogle gange var bombningerne nødkastninger fra fly, der havde maskinskade eller var blevet ramt af tysk beskydning og derfor var nødt til at lette sig for bombelasten, inden turen gik tilbage til Storbritannien.

Dette gjorde de over ubebyggede områder, som her i en eng i Tolstrup nord for Horsens. Næste dag blev krateret undersøgt af nysgerrige.

 Modstandsbevægelsen.

Modstandsbevægelsen i Danmark, som bestod af grupper fra alle dele af landet, havde indtil 1942, hvor krigslykken skiftede, kun få medlemmer. Modstandsbevægelsen modtog våben, ammunition, sprængstof m.m. nedkastet fra engelske flyvemaskiner og foretog sabotage af fabrikker (som producerede for tyskerne), jernbaner og likvidering af stikkere.

Modstandsbevægelsen blev aldrig stor og overtog ikke områder fra tyskerne. Alligevel satte den sit tydelige præg på 2. verdenskrig.

Blandt de største bedrifter var redningsaktionen for de danske jøder til Sverige, en aktion der betragtes som en af de største aktioner gennemført af en modstandsbevægelse i et land besat af Nazi -Tyskland.  Resultatet blev, at store dele af den dansk/jødiske befolkning overlevede besættelsen.

Danmarks ældste frihedskæmper.

Danmarks ældste frihedskæmper var Maren Jensen i Overby ved Kattrup. Hun var i blev kaldt Dropping-Maren og var på det tidspunkt omkring 80 år. Hun havde gemt så mange våben i sit vaskehus, at hun dårligt kunne komme ind og fodre grisen.

Modstandsgruppen i Hovedgård.

Hovedgård-gruppen var en såkaldt militærgruppe, ikke en sabotagegruppe. Meningen var, at gruppen skulle træde sammen, bevæbnes og være aktiv, hvis Danmark skulle

hjælpe de allieredestyrker direkte med at bekæmpe tyskerne.

Gruppen var så hemmelig, at gruppens medlemmer ikke vidste, hvem de andre der var med i gruppen, man kendte kun lederen. Det var Simon Jensen, Hovedgård. Militærgruppen fik ikke mange opgaver på grund af den slutning, som krigen fik.

Gedved-gruppen.

Modstandsgruppen i Gedved.Modstandsgruppen Gedved blev oprettet ultimo 1943 med ovenstående 12 medlemmer, senere kom der flere med i gruppen, så gruppen på op på 25. Lederen af Gedved-gruppen var først læge Ove Høegh-Guldberg, og da han var tæt på at blive taget af tyskerne, og derfor måtte gå under jorden, overtog skræddermester Peter Aase Jørgensen ledelsen af gruppen.

Gedved-gruppens første 12 medlemmer bestod af skræddermester Peter Aase Jørgensen, læge Høegh-Guldberg og lærer Herluf Jørgensen,gdr. Niels Svendsen, proprietær Hans Frederik Christensen, Overby og seminarielærer Gunnar Dam Jeppesen, landpost Karl Madsen, Provst Agner Sentius og arbejdsmand Arne Herskind, forsikringsinspektør Hans Ole Lyse, dyrlæge Niels Holger Kærmark og lærer Georg Enemærke.
Nedkastninger.I starten forberedte Gedvedgruppen sabotagesprængninger, bl.a. på jernbanen i Lundum, Lund og Hovedgård samt på landevejen Gedved – Horsens. Her anbragte de sprængstof. Det blev ikke sprængt umiddelbart efter anbringelsen, men monteret klar til sprængning på et senere tidspunkt. 

Gedved-gruppen kom aldrig til at udføre sabotage, for kun kort tid efter oprettelsen af Gedved-gruppen stoppede gruppen med at lave sprængstof-sabotage. Den fik i stedet til opgave, at modtage våben nedkastet i containere fra de engelske flyvere. Opsamlingsstederne var bl.a  markerne ved  Borupgårds og Julianelyst.

Nedkastninger.

I starten forberedte Gedvedgruppen sabotagesprængninger, bl.a. på jernbanen i Hovedgård og på landevejen Gedved – Horsens.  Her anbragte de sprængstof.Det blev ikke sprængt umiddelbart efter anbringelsen, men monteret klar til sprængning på et senere tidspunkt. Gedved-gruppen kom aldrig til at udføre sabotage, for kun kort tid efter oprettelsen af Gedved-gruppen stoppede gruppen med at lave sprængstof-sabotage. Den fik i stedet til opgave, at modtage våben nedkastet i containere.

Opsamlingssteder.

De lokale opsamlingsstederne var markerne ved Overby, Borupgård, Ørskov og Julianelyst. Modstandsarbejdet var ikke helt ufarligt, og en nat var Gedvedgruppen var da også tæt på at blive taget. Det var dengang de blev stoppet af tyske soldater. Men de fik lov til at køre videre, fordi den snarrådige chauffør sagde, at de var tørvearbejdere. Inden modtagelsen af våbencontainere skulle gruppen først udpege en plads til nedkastningen.Den udpegede plads skulle oplyses til og godkendes af Jens Toldstrup, der skulle godkende nedkastningsstedet og videre til englænderne, som også skulle godkende nedkastningsstedet. Når nedkastningsstedet var godkendt, sendte Jens Toldstrup besked om  radiokoden til Gedved-gruppen.   

Når gruppen hørte koden i radioen vidste alle gruppens medlemmer, at de den aften skulle møde op den aftalte opsamlingssted og være klar til at modtage våbencontainerne fra engelske flyvemaskiner.

Relief kort over Jylland.

I 1940 begyndte man i Gedved at lave et reliefkort over Danmark. I 1944 var man færdig med Jylland ned til Kolding. Det var Ove   Høegh-Guldberg og Gunnar Jeppesen, der sammen med deres hustruer, havde løst den meget store kortopgave.  Det færdige kort over Jylland var lavet i størrelsesforholdet 1.16.000, dog således, at højdeforholdet var øget 10 gange, ellers ville det højeste punkt kun være blevet 1 mm på det færdige reliefkort.

 Det færdige kort blev sendt til England via Sverige. De engelske piloter kunne på kortet finde nedkastningspladserne, som skulle anvendes. Kortet er i dag på Royal Air Forces museum i London.

Modtagelse.

 Pladsen skulle være let at kende fra luften, så det var godt, hvis der var kendingsmærker i nærheden, f.eks. en sø. Og den måtte ikke ligge for tæt på beboelse eller på tyske installationer. På jorden skulle modtageholdet anbringe 3 hvide og 1 rød lygte på en sådan måde, at piloten oppe fra flyet kunne se, fra hvilken retning vinden kom.Faldskærmene med containerne måtte ikke kastes i medvind, for så fløj de langt væk fra nedkastningspladsen. De skulle kastes imod vinden, så de dalede lige ned.

Det var ikke altid, at containerne landede på modtagelsespladsen. Den 14.marts 1944 ramte de træerne, et udhus og en veranda på Julianelyst. Godsejeren sendte samme dag bud efter håndværkere og bad dem reparere en stormskade. Selvom der var vindstille på nedkastningsaftenen reparerede håndværkerne skaderne uden at stille spørgsmål til skadesårsagen.

Nedkastning.

Når modtagefolkene kunne se flyet, blinkede den forreste klare lygte et aftalt morsebogstav med en lygte, så piloten kunne være sikker på, at han var på det rigtige sted. Selve nedkastningspladsen skulle være åben, så faldskærmene ikke hang fast i træer eller lignende, men det var godt, hvis der var skov ud til pladsen, så modtageholdet kunne holde sig skjult med en hestevogn eller helst en lastbil.                                      

Nedkastningerne fandt sted i tiden omkring fuldmåne, hvor månelyset gjorde det muligt for piloterne at genkende pladsen oppe fra luften. Men det måtte heller ikke være så lyst, at det tyske luftforsvar havde for let ved at opdage flyvemaskinen. Derfor gennemførte RAF ikke nedkastninger i de lyse nætter fra begyndelsen af juni til midt i juli.          

Modtagefolkene fik besked om nedkastningen samme aften, som den ville finde sted gennem en kodemeddelelse i den engelske radio BBC's første aftenudsendelse. I starten var det bare en bestemt vending, f.eks. 'Husk at lytte igen senere i aften”. Senere gik man over til at sende kodemeddelelserne i blokke i form af hilsener til opdigtede personer: Vi bringer en særmelding:  Hilsen til Karl, Niels, Anna osv., som var navnene på nedkastningspladserne.

 Opsamling.

Når det allierede fly var borte, varede det kun få minutter, før alle spor var slettet. Faldskærmene, de hvide først, blev pakket sammen og de nedkastede containere blev så hurtigt som muligt bjærget og båret hen til og læsset på en ventende hestevogn og kørt i depot.  Containerne med våben, ammunition og sprængstof var tunge, de vejede 200 kg.  Man skulle være fire mand om at bære en, og en nedkastning bestod normalt af op til 12 containere, så modtageholdet skulle være forholdsvis stort. Vagter blev udsat, så man ikke blev overrasket af en tysk patrulje eller andre.

Opbevaring.

Straks efter at containerne var læsset på vogn, blev de under skarp bevogtning  kørt til et sikkert depot, som kun få  udvalgte modstandsfolk vidste hvor lå.Depotet var som oftest en lade på en nærliggende gård, hvor containerne med våben ammunition, sprængstof med mere m.m. blev skjult under halmen.

Opmagasinering af containere i en lade

 Efterfølgende skulle våben, ammunition, sprængstof m.m. pakkes ud, og regnskab for det udpakkede blev herefter givet til Jens Toldstrup. Containernes indhold blev, inden det forlod depotet, pakket om i mere uskyldigt udseende trækasser.

Fordeling.

Containernes indhold blev fordelt ud over de mange distrikter, hvad der i sig selv var en både krævende og risikabel opgave. Gruppen fik besked tilbage fra Jens Toldstrup om, hvor og hvornår våben, sprængstof, ammunition m.m. skulle afleveres.

Våben m.m. klar til ny indpakning i trækasser.

Et eksempel på leveringsmåden. Gruppen fik besked fra Jens Toldstrup om, at så og så meget skulle sendes til Hylke på en bestemt dag på et bestemt klokkeslæt. I Hylke skov blev de så mødt af en bil med venstre forlygte tændt, og ”varerne” blev hurtigst muligt læsset over i den ventende bil.

Bortskaffelse.

Når containernes indhold var blevet anbragt i de hemmelige depoter, blev de nedkastede containere druknet i søer, bl.a. Tebstrup sø. Faldskærmene blev gemt i depot indtil befrielsen i 1945.

 Sabotør i Tvingstrup.

Fodermester Hans Peter Hjort fra Tvingstrup var aktiv i modstands-bevægelsen og var med til at rense våben på Serridslevgård. Efter rensningen blev våbene prøveskudt og afleveret til Horsens Nord gruppen.  Sammen med Rasmus fra Serridslev lavede Hans Peter Hjort i 1945 en banesprængning på sporet ved Tvingstrup station.  Der blev anbragt tre sprængninger, den første ladning sprang efter hensigten, men det lykkedes en tysk vagt at afrive tændsatserne til de 2 andre.                                             

Flynedstyrtning.

Natten mellem den 20. og 21. april 1943   styrtede et allieret fly ned omkring 200 m nordvest for Birkevej 3 i Østbirk. Det var et Lancaster bombefly, der havde kastet bomber mod Stettin, en havneby i den nordvestlige del af Polen, som var på vej hjem. Bombeflyene lagde flere gange hjemturen over Danmark for at undgå tyske jagere, men denne gang blev de indhentet og et af dem blev ramt i luftrummet over Vestbirk. Flyet eksploderede i luften og alle 7 australske besætningsmedlemmer i flyet omkom.                                                                                                                                                                             

Krigsfanger.

Dengang kaldte man dem russiske krigsfanger, men det var i virkeligheden som oftest mennesker fra Kroatien og Ukraine, der var udskrevet til russisk militærtjeneste. Tyskerne gav de tilfangetagne soldater valget mellem at gå i tysk krigstjeneste eller at komme i fangelejr. Soldaterne fra Kroatien og Ukraine elskede ikke ligefrem Hitler, men som tyske soldater ville de få lov at kæmpe mod kommunismen. Og det var ikke så tosset endda. Én ting var i hvert fald sikker: Kammerat Stalin var ikke deres kammerat. Han var endnu mere hadet end Hitler. 

Aktionen i Gedved

En gruppe modstandsfolk fra Horsens var, selvom lederen af Gedvedgruppen Peter Aase Jørgensen, på det kraftigste havde frarådet det, taget til Gedved for at uskadeliggøre en stikker ved navn Ib Jakobsen. Han havde sin gang i det tyske hovedkvarter i Horsens og var bevæbnet. Mens de stod og bankede på døren, listede Ib Jakobsen ud på altanen ovenover, hvorefter han skød på dem med en pistol. Den ene af frihedskæmperne blev ramt og kørt i ambulancen til Horsens Kommunehospital.                                                                                      

Gestapo kom, før han var færdig på operationsbordet, og han blev ført til et tysk feltlazaret i Århus. Han hed Victor Fussing Rasmussen, var politibetjent og havde siden politiet gik under jorden den 19. september 1944 taget aktiv del i modstandskampen. Han døde dagen efter sin 25-års fødselsdag den 16. april 1945 af de skudsår, han fik ved aktionen.  

 Koncentrationslejre (Kz-lejre).

 I Nazityskland fandtes der i 1944 i alt 22 Kz-lejre, heraf var 4 udryddelseslejre og 2 kombineret koncentrations- og udryddelseslejre. Hertil kom mere end 650 tilknyttede filiallejre. Det samlede antal fanger androg knap 750.000.

De sidste krigsmåneders evakueringstransporter og dødsmarcher (de fanger, som ikke kunne følge med, blev skudt) forhøjede det i forvejen høje antal af døde, så ved befrielsen levede, trods en fortsat tilgang af fanger, kun en halv million fanger. I Polen fungerede udryddelseslejrene fra 1942.  De havde kun til formål, at udrydde jøderne ved hjælp af giftgas, motorudstødningsgas eller skydning. Det anslås, at knap 4 millioner mennesker, heraf 3 millioner jøder døde / blev dræbt i kz-lejrene.

Under 2. verdenskrig blev omkring 6000 danskere sendt til tyske fængsler eller koncentrationslejre. De fleste af dem efter den 29.8.1943, hvor samarbejds-politikken mellem den danske regering og besættelsesmagten brød sammen. Omkring 600 danskere omkom, selvom de havde bedre forhold end de fleste andre fanger, idet de fik lov at modtage tøj og fødevarer hjemmefra. De danske fanger var fordelt på følgende grupper: Modstandsfolk 2850, politifolk 1900, grænsegendarmer 141, kommunister 150, jøder 481 og asociale 450.

De hvide Busser. 

Forhandlinger mellem det danske udenrigsministerium og tyskerne medførte, at de danske og norske fanger i koncentrations-lejrene i april 1945 blev reddet ud af lejrene og sendt til Sverige med De hvide Busser. Det var den svenske greve Folke Bernadotte, der ledede  redningsaktionen. Busserne var malet hvide med røde kors på tag, sider, front og bag, så de ikke blev forvekslet med militære køretøjer. Busserne kørte de frigivne fanger til karantæne i Padborg og Kruså. Her blev de behandlet af læger og sygeplejersker og undersøgt for sygdomme. Efter nogle dage her, blev de med De hvide Busser blev transporteret videre til det neutrale Sverige.

De danske og norske fanger undgik dermed de forfærdelige dødsmarcher fra Kz-lejrene, som i krigens sidste tid kostede rigtig mange fanger livet.

 Frihedsbudskabt den 4. maj 1945.

 Her er London BBC sender til Danmark" ... så begynder nyhedsudsendelsen. Fem minutter inde i udsendelsen lyder:

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig".

"Her er London, vi gentager Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig".

Udsendelsen fortsættes med oplæsning af de to proklamationer som Danmarks Frihedsråd udsendte 3. maj. Efter oplæsningen gentages:

"Nu for nogle få minutter siden erfarede vi af feltmarskal Montgomerys hovedkvarter, at fjenden i Holland, i Nordvesttyskland og i Danmark har kapituleret."

Herefter lød Kongesangen "Kong Christian stod ved højen Mast" og Nationalsangen "Der er et yndigt land".
Efter Konge- og Nationalsang gentages nyheden fra feltmarskal Montgomerys hovedkvarter. Og så fortsætter udsendelsen med ikke helt "up to date" nyheder på grund af befrielsesbudskabet.

 Hjemmarch.

Dden slagne tyske hær vej mod syd foregik for de fleste soldaters vedkommende på gåben, hjemad til en usikker fremtid i et sønderbombet land. Mange slæbte på tung bagage og trækvogne uden at vide, at alt bliver frataget dem, når de når til grænsen; intet får de med ud af Danmark.                                

 Klippefest. Faldskærmene, i alt 72, oplagt på stribe i læge Ove Høegh-Guldbergs have.

Efter befrielsen den 5. maj mødte alle modstandsfolkene op til klippefest i læge Ove Høegh-Guldberg have. De hengemte faldskærme var blevet hentet frem for at blive delt mellem medlemmerne af Gedved-gruppen.  Faldskærmene gøres klar til at blive fordelt mellem modstandsfolkene, og der var mange farver at vælge i mellem. De mest attraktive var de hvide silkeskærme.Der kunne ikke blive en hvid silkeskærm til hver, derfor blev de klippet midt over. Der kunne blive 22 skjorter af en faldskærm. Teltet blev brugt til en afslutningsfest.

                                                                                                    Ref.: Ejvin Friis Sørensen.                                                                                                                                                  

 


 

De nedlagte Banker og Sparekasser 

i den tidligere Gedved kommune og Lundum åbnede 4.11.2019.

 

På udstillingen kan de besøgende ikke kun opleve historien om de 17 nedlagte banker og sparekasser i lokalområdet, men også Danmarks bankhistorie fra 1736.

Efter at loven om indførelse af guldmøntfod og overgang til decimalsystemet var blevet vedtaget, kom den 4. maj 1875 kundgørelsen om Nationalbankens nye sedler lydende på 10, 50, 100 og 500 kroner. Indtil 1914 stod der på hver pengeseddel ”Veksles på anfordring med guldmønt.”

Bankrøverier. Syv af de lokale pengeinstitutter undgik  ikke at blive udsat for bankrøveri, og det både med bombe, pistol, oversavet jagtgevær og dolk. Alle bankrøverierne er omtalt på udstillingen, og såvel de bankansattes som kundernes voldsomme oplevelse, samt politiets opklaringsarbejde er beskrevet. 

Nedlagte pengeinstitutter.

Følgende nedlagte banker og sparekasser har i perioden 1883 til 2014 haft filialer i nedennævnte byer.

Hovedgård:

Horsens Bank, Aktivbanken (1906-1994).

Horsens Landbobank, Aktivbanken (1964-1973 og 1986 -1994).

Landbosparekassen i Horsens, Egnssparekassen, DK-sparekassen, Bikuben (1938 - 2007).

Gedved: 1956 – 1993

Horsens Landbobank (1970 - 1986).

Landbosparekassen i Horsens, Egnssparekassen, DK Sparekassen, Bikuben (1956 - 1993).

Privatbanken (1970 - 1993).

Der har også været et for de fleste ukendt femte pengeinstitut i Gedved, nemlig Spar Vest på plejehjemmet Nørrrrelide (1995 – 2006), som blev serviceret af enmandshæren Britta Madsen.

Tvingstrup:

Landbosparekassen, Egnssparekassen, Den Østjydske Egnssparekasse, DK- Sparekassen, Bikuben (1963 - 1990).                                                                                             

Østbirk:

Østbirk Bank / Horsens Privatbank, Privatbanken i København, Unibank (1918-1995).

Horsens Landbobank, Aktivbanken (1963 -1993).

Østbirk og Omegns Sparekasse / Landbosparekassen i Horsens, Danske Bank (1963 -2010).

Østbirk Sparekasse, Horsens Sparekasse, DK Sparekassen (1963 -1987).

Spare- og Lånekassen for Østbirk og Yding Sogne, Landbosparekassen i Horsens (1883 - 1963).

Sparekassen Kronjyden (2000 - 2014).

 Søvind:

Gangsted - Søvind Sparekasse, Horsens Landbobank (1875 -1965).

Horsens Sparekasse, DK Sparekassen (1965 - 1992).

Horsens Landbobank, Aktivbanken (1967 - 1988).

Landbosparekassen i Horsens, Egnssparekassen, DK Sparekassen, Bikuben (1965-1998).

Sparebussen.

Sparebussen ved Spare- og Lånekassen for Horsens og Omegn (1963 til 1972). I lokalområdet holdt den i Tvingstrup, Åes, Gangsted, Gedved, Kattrup, Hovedgård, Søvind, Østbirk og Lundum.                                                         

­­­­­­­­­­­­­

Bankfusioner og banknedlæggelser.  

Efter fusionerne og de efterfølgende nedlæggelser af de lokale pengeinstitutter blev resultatet 3 tilbageværende banker, som alle har afdelinger i Horsens by. Det er Sydbank, Danske bank og Nordea Bank, som også er omtalt på udstillingen.

Nyt EU-direktiv. I mange år har pengeinstitutterne haft monopol på kundernes kontoinformation, men det nye PSD2 EU-direktiv (Payments Service Direktiv 2), der trådte i kraft den 14. september 2019, tvinger banker og sparekasser til at åbne deres softwarebrugerflader for autoriserede tredjepart, som nu med din tilladelse må trække penge direkte fra din bankkonto.

Den første bank. Banker opstod oprindelig med seddeludstedelse som det vigtigste formål, og ”Den Københavnske Assignations-, veksel- og lånebank” oprettet i 1736 var Danmarks første bank, senere kaldet Kurantbanken. I 1773 blev den overtaget af staten.

Pengesedler. Seddeludstedelsen blev i 1813 overtaget af Rigsbanken, der fra 1818 videreførtes som den privatejede Nationalbank. Ved lov af 1936 oprettedes Danmarks Nationalbank som en selvejende institution med eneret på seddeludstedelse og med det centrale ansvar for Danmarks pengevæsen.

Det ældste pengeinstitut. Det var de private forretningsbanker og -sparekasser, der havde den umiddelbare kontakt med publikum. Danmarks ældste pengeinstitut ”Spare og lånekasse for Grevskabet Holsteinborg blev stiftet den 2. november 1810, og dernæst Fyens Disconto Kasse, som blev oprettet i Odense i 1846.

Industrien og pengeinstitutterne. Bankerne havde en vigtig betydning for industrialiseringen i Danmark. De udlånte penge til nye eller voksende fabrikker. Allerede midten af 1800-tallet opstod de første banker her i landet, og omkring år 1900 var der ca. 150 banker.

Landbrugets sparekasser. På samme tidspunkt fandtes der over 500 sparekasser i Danmark. Sparekasserne var vigtige for landbruget, ligesom de forsøgte at lære danskerne at spare op til dårlige tider.

Antal pengeinstitutter i 2019: I dag findes der i Danmark 96 sparekasser og banker, inkl. online banker.

1930-ernes banker. Udstillingen fortæller også historien om bankerne i 1930-erne, hvor de konservative traditioner var sat i højsædet, og alle ansatte - fra yngste bankelev til bankdirektøren - tog det som en selvfølge at respektere og værne om borgerlige værdier og dyder.

Besøg udstillingen og bliv ikke så lidt klogere på historien om de lokale banker og sparekasser fra start til stop.

Der er gratis adgang og alle er meget velkomne på arkivet.

Ref. Ejvin Friis Sørensen

 


 

Forsamlingshuset, en levende kulturarv.

Udstillingen blev nedtaget ultimo oktober 2019. 

En omtale af den landsdækkende historie og de 14 forsamlingshuse, der engang var i lokalområdet. I 2019 er der liv i 7 af dem.

I begyndelsen af 1900 tallet var der 14 forsamlingshuse i arkivets dækningsområde. De var  beliggende i byerne Gantrup, Gedved, Grumstrup, Kattrup, Lundumskov, Sattrup-Monbjerg, Såby, Tvingstrup, Yding, Vedslet, Vestbirk, Ørskov og Østbirk.

Det var det lokale sognefællesskab, der udgjorde den samlende dimension.  Undtagelsen er forsamlingshuset Højbo, Gedved, som først blev individet i 1992.

I dag er der liv i forsamlingshusene Gantrup, Grumstrup, Kattrup, Sattrup- Monbjerg, Tvingstrup og Vestbirk samt Højbo forsamlingshus.

I 1889 opførtes lokalområdets første forsamlingshus Lundum Sogns Forsamlingshus i Lundumskov

Indledning.

Det var grundloven af 1849 og retten til at danne foreninger, der var den formelle forudsætning for forsamlingshusenes opståen.

Nederlaget ved Dybbøl i 1864 og tabet af Sønderjylland gav vind i sejlene til en landsomfattende skyttebevægelse, og i begyndelsen af 1870-erne blev de første forsamlingshuse bygget som øvelseshuse til skytteforeningerne. Skytterne øvede bl.a. bajonetkamp, fægtning, riffelskydning og legemsøvelser. Husene var spartanske og primitive. Kakkelovn fandtes ikke og der manglede et nødtørftshus. Småt og stort forrettedes ugenert ved den ene husgavl.

Opblomstringen af forsamlinghusbyggeriet slog igennem i 1880-erne, bl.a. fordi Højre og Venstre udkæmpede en strid om parlementarismen, og Estrups Højre regering forbød de grundvigske venstrebønders hidtidige brug af skolestuer til møder. Ikke mindst i den periode skød andelsselskaber op,  mejerier, slagterier, brugser m.fl.

Grundtvigs idealer om (ud)dannelse af det danske folk blev en central inspirationskilde for folkelige bevægelser, og i løbet af 1870´erne og 80´erne smeltede grundtvigianismen sammen med politiske og økonomiske bevægelser. 

Tidens politiske vækkelse blev bl.a. skabt ved højskoleophold,den opblomstrende venstrepresse og foredrag af  omrejsende venstreførere.    

Et forsamlingshus i hvert sogn.

1800-tallets forsamlingshuse, der blev opført i næsten alle sogne, er en succeshistorie.  Enkelte forsamlingshuse fik alligevel kort levetid, som oftest fordi de lå tæt på konkurrerende kroer.

Det økonomiske grundlag for forsamlingshusene var folkeaktier. De lokale traditioner og økonomiske formåen afspejlede byggeriets kvalitet, men fast inventar var talerstolen og endevæggens udsmykning med Dannebrog. 

Huset blev ledet af en bestyrelse, hvor sognets gårdejere  sammen med  præst og lærer ofte spillede en central rolle. Mange steder kom forsamlingshuset også til at fungere som gymnastiksal for ungdommen og sognets skole/skoler .

Forsamlingshusene var en del af datidens politiske og kulturelle kamp mellem regeringspartiet Højre og det oppositionelle Venstre, og de relaterede bevægelser som højskolebevægelsen, landboforeninger, andelsbevægelsen, kvindesagen, afholdssagen og gymnastikbevægelsen.

Venstreforenings kredse lavede selvfølgelig venstre gymnastik, dvs. den svenske gymnastik.  Højre militærgymnastik var ikke efter Venstres synspunkter., og våbenøvelserne blev derfor meget forsømt.

Sådan noget smagte for meget af det militære – af Højre- og det var ikke passende for Grundtvigianere og Venstremænd.       

Sognets samlingssted.

Fortællingen om forsamlingshusene er også fortællingen de danske landsbyers og landbosamfundets udvikling. Gennem generationer har forsamlingshusene og landbosamfundets udvikling været den naturlige ramme om alle landsognenes begivenheder – for fest og sorg, kammeratskaber og venskaber, forlovelse og bryllup.

Ekkoet fra højskolesangbogen og af de velmente selvkombinerede festsange til fødselsdage, sølv- og guldbryllupper hænger endnu som en fornemmelse i forsamlingshusenes lokaler. 

De frisindede bønder.

Gårdejerne satte dog grænser for, hvad foredragene i de grundtvigske forsamlingshuse kunne handle om. I forsamlingshusenes vedtægter kunne der f.eks. stå, at aktiviteterne ikke måtte være ”samfundsopløsende eller demoraliserende”, eller mere direkte formuleret, at man ikke måtte holde foredrag om socialisme og fritænkeri.

Det var en skjult bemærkning om, at den voksende kreds af socialdemokratiske landarbejdere ikke var velkommen i forsamlingshuset.

Bønderne mente, at der ikke var råd til højere lønninger og kortere arbejdstid. Forsamlingshuset måtte derfor ikke bruges til at opildne til den slags, hvorfor socialisterne ikke kunne leje ”gårdmændenes forsamlingshus”.

Besættelsen.

Tyskernes besættelse af Danmark 1940 -1945 blev en tid præget af mørklægning, spærretid  og rationeringer. Forsamlingshusene lagde i den periode gulv til de såkaldte danske aftener, hvor det nationale var i højsædet.

Men nogle forsamlingshuse var ikke så heldige, for de blev indkvarteret af tyskerne og delvis ødelagt.  I Tvingstrup forsamlingshus slog de tyske soldater træmøblerne i stykker  og fyrede med dem for at holde varmen. 

Måske fordi der i begyndelsen af 1940’erne var 4 isvintre med temperaturer helt ned til minus 31 graders celsius.     

1500 forsamlingshuse.

I 1947 var der 1500 forsamlingshuse i landets 1300 landkommuner. Så sent som i 1950´erne var foredrag en væsentlig del af forsamlingshusenes aktiviteter.

Men fra 1950´erne tabte landkulturen definitivt til bykulturen og siden hen også kulturelt. Fjernsynets fremkomst i 1951 gjorde det også vanskeligere at samle folk til foredrag.

Nedgangstider.

Nedgangstider for næsten alle forsamlingshuse blev indledt fra 1960´erne, fordi bosætningsmønsteret og kulturvaner havde ændret sig.

Fra 1950’erne tabte landkulturen definitivt til bykulturen, først økonomisk og siden hen også kulturelt. Det samfund, der havde fostret forsamlingshusene, var ved at forsvinde, og dermed forsvandt også en del af fundamentet for forsamlingshusene.

Forsamlingshusenes krise var et spejlbillede af efterkrigstidens bratte samfundsmæssige omvæltninger, der førte til opløsningen af det traditionelle bondesamfund efter industriens overtagelse af det danske samfund.

Alene i årene 1950 til 1970 blev 60.000 mindre landbrug nedlagt. Landbrug var ikke længere landets største erhverv.  Gården endte som erhvervsliv på linje med fabrikker og værksteder. Bedriften var ikke længere en livsopgave. 

Forsamlingshusudvalget.

I midten af 1970’erne blev kulturministeriet opmærksom på forsamlingshusenes krise.

Derfor nedsatte daværende kulturminister Niels Mathiasen et forsamlingshusudvalg med højskolemanden Niels Højlund som formand.                                           

Redegørelsen ”Forsamlingshuse på landet” udkom i 1979 med anbefalinger til forsamlingshusenes overlevelse. Da var der igen grøde i forsamlingshusbevægelsen, og konklusionen var, at der ikke var brug for direkte lovgivning om forsamlingshus 

Forsamlingshusene i lokalområdet.

De fleste sogne fik et forsamlingshus, og i Gedved Egnsarkivs dækningsområde fandtes der i begyndelsen af 1900-tallet 14 forsamlingshuse. Østbirk forsamlingshus blev som det første af forsamlingshusene opført i 1888.

Forsamlingshuset var helt privat. Man tegnede aktier, fuldstændig fri for udbytte, man kørte grus, sten og tømmer sammen til byggepladsen. Der var begejstring til sted. Og husene blev rejst, næsten altid efter samme plan: En stor lys sal, nogle mindre tilstødende lokaler og, indrømmet, kun nødtørstige toiletforhold.

"Kat, kone og ildklemme skal kønt blive hjemme" siger et meget gammelt ordsprog, men efter at forsamlingshuset blev bygget, blev der også plads til konerne ved grundlovs- og høstfest - ved jule- og fastelavnsgilde - ved alt, hvad der foregik i sognet.

Omkring år 1900 var der ca. 1500 forsamlingshuse og over 800 missionshuse og afholdsloger i brug landet over. De, som havde været elever på en højskole, skal kunne gå i disse huse for at styrke og vedligeholde den gode påvirkning, de har modtaget på skolen.

Alle forsamlingshusene dannede ramme om generalforsamlinger, politiske og religiøse møder, familiefester, foredrag, gymnastik, foreningsballer, dilettant og ungdomsarbejde. Senere også om banko, amerikansk lotteri, loppemarkeder, kræmmermarkeder, julemarkeder og fællesspisning.

Forsamlingshusene har gennemgået mange ændringer og tidernes forskellige strømninger har ændret bygningernes rammer og installationer såvel som deres anvendelse.

På de efterfølgende sider er der for hvert af de 14 lokale forsamlingshuse vist en lille udpluk fra udstillingen ”Forsamlingshuse – en levende kulturarv”. Tilsammen er de blevet et spejl, ikke blot om livet i et forsamlingshus før og nu, men også om 130 års kultur og politisk udvikling i de små landsb 

Gantrup Forsamlingshus

 - start 1905.

En beretning af Vera Mortensen, født 4.11.1914

Ved siden af købmanden lå forsamlingshuset. Huset er bygget i 1905. Der har været mange gode fester. Der var jagtgilder, ungdomsforeninger, husholdningsforening, stemmelokale, dilettant, karneval, ålegilde.

Da flød det med brændevin. Der var gammeldagsaften med højt humør, ballondans, gymnastik og den årlige høstfest, hvor de kom med alle madkurvene.                             

Da var der pyntet med neg i ribberne, og Dannebrog hang over døren, og der var sang og glæde.  Og der var juletræsfest, den var gerne den 29. december. Læreren gik forrest om træet og sang, og se alle de forventningsfulde børn.

Der skulle over 100 poser til med godter til børnene. Det store træ kom ud, og de små fik lidt af pynten. Og dansen gik. Der var fyret i den store kakkelovn i salen, og i den lille stue blev der serveret kaffe. Vandet skulle hentes over vejen hos naboen. Der blev fyret i komfur og gruekedel med alt det vand til kaffen.

Der har været over 100 til bryllupsfest. En gang om måneden kom pastor Balslev og læste og sang.

Tolstrup sogns forsamlingshus i Gedved

– start 1901 og slut 1961.

Forsamlingshuset blev i årenes løb bl.a. udlejet til: Barber.Brugsforeningens generalforsamling.Danseskole.Dilettant.Idrætsforening med folkedans og badminton.Omrejsende - leje salen til fremvisning af lysbilleder.Gedved Skyttekreds.Husmoderforeningen.Kvægavlsforeningen.Politiske foreninger.Rejsefilm.Sangforening.Tolstrup sogns sygekasse.Ægforeningen. Ungdomsforeningen.                                                   

2. maj 1961 ekstra generalforsamling. Afstemningen om, hvorvidt forsamlingshuset skulle sælges eller videreføres gav følgende resultat: 17 stemte for salg, 2 for videredrift og 3 var blanke.

Kroejer fru Kejser var den eneste interesserede køber, og hun var villig til at gå ind på en klausul angående salens opretholdelse som sådan. Dirigenten fastslog, at klausulen var inkluderet i denne afstemning, som gav resultatet: 13 for og 1 mod. Formanden spurgte, om man i tilfælde af forsamlingshusets salg kunne betragte selskabet som opløst, hvilket forsamlingen bekræftede. 

 Grumstrup forsamlingssal.

 1887 og slut 1904.

I perioden fra 1887 til 1895 blev der i aviserne indrykket annoncer om mange aktiviteter i forsamlingssalen. Alle de annoncerede aktiviteter var foredrag – intet andet. En enkelt annonce er signeret "Foredragsforeningen". Foredrag i Grumstrup forsamlingssal fredag den 4.  marts, aften kl. 7, af valgmenighedspræst Malling fra Odder. Adgang 15 øre.

Grumstrup forsamlingshus

- start 1904  

Dilettant 1922-1923. 1928. 1934-1936. 1938-1939. 1978-1993. Basar 1949, 1954.

Damebal 1950. Præmiewhist 1955, 1959, 1962. Vinterfest 1957, 1959-1960, 1962. 1972-1985.- start 1991.

 100 års Jubilæum.  

Den 26. marts 2004  fejrede forsamlingshuset 100 års jubilæum.  Formanden Lillian Jørgensen bød velkommen til de mange remmødte beboere. Herefter var der flaghejsning  og efterfølgende kaffebord. 

Højbo forsamlingshus

Stiftende generalforsamling 29.8.1991. Valgt til bestyrelsen blev: Villy Thomsen, Anna Grethe Bjerg, Bodil Eriksen,Poul Mortensen og Peter Kirstein. 1. suppleant Hans Nissen,2. suppleant Niels Kjærgaard.

Valg af revisor: Knud   Andersen  og Bo Ørbæk Hansen.  kontingentet fastsattes til 100 kr. pr. år pr. husstand.

Marked/loppemarked. Har – med enkelte undtagelser – været afholdt hvert år siden startåret 1992. 

Legetøjsmarked. Enkelte gange, blandt andet den 29. august 2010.

Fællesspisning, en samværsform, der passer godt ind i nutidens travle og multitaskende familieliv. 

Kattrup forsamlingshus

-  start 1904

Ejere 1904-1959    Ejet af Kattrup Brugsforening. 1959-1980  Ejet af I/S Kattrup Forsamlingshus m. b. a. 1980 Sammenlagt med borgerforeningen.

Formand for Brugsen var også formand for forsamlingshuset. 1948 Olav Christensen blev genvalgt til formand for brugsforening og forsamlingshus.

 Det var brugsens bestyrelse, der fastsatte priserne for udlejning af forsamlingshuset.

1959 Interessentskabets driftskapital fremskaffes ved indskud i portioner a´ 30 kr., som kan betales i halvårlige eller helårlige terminer.

Indskydernes navne, såvel som de af hver især indbetalte indskud, indføres i en værksteder.  

Lundum sogns forsamlingshus, Lundumskov

- start 1889 og slut 1971. 

Nogle arrangementer 1889-1953.

1909 - 1938 gymnastik, kvindelige og mandlige gymnaster.1920-1951 juletræ for børn.1934 dilettant.1934-1950 andespil.1938-1939 og 1945-1946 gammeldawsawten.

1941-1942 dilettant sammen med gymnastikforeningen.1942-1944 fastelavnsfest/kuvertfest. 

Sattrup-Monbjerg forsamlingshus, Sattrup.

-start 1904.

Værter 1904 -1997. 1905-1929     Sofus Mørk, brugsuddeler. Uddeleren fik 2 kr. for fyring og rengøring, hver gang der holdes foredrag, såfremt fyring er nødvendig. For rengøring alene kun 1 kr.

 1930-1950                         Hans Brøndum.

1950-1952                         Aage Jakobsen.

1952 - 1970                       Henry Nielsen.

1970 - 1974                       Ingen vært.

1974                                  Jørgen Andersen.

1975 - 1991                       Gudrun og Villiam Gundersen                  .

1991-1992                          Herluf Kristiansen.

1992-1997                           Grete Nørregård.

Herefter ingen værter. 

Såby Forsamlingshus.

- start 1904 og slut 1963.

1926 nyt tag.

1930 generalforsamling med kaffebord og dans.

1934 25 års jubilæum  

1959 50 års jubilæum er ikke fundet omtalt.

1963 ekstraordinær generalforsamling den 11. og 27. november.    

Tvingstrup Forsamlingshus

- start 1912

 I 1912 eller tidligere blev der taget initiativ til at oprette et forsamlingshus i Tvingstrup. Der blev tegnet aktier, og gårdejer Jeppe Jensen skænkede byggegrunden i 1912.

Hans gavmildhed skyldtes efter sigende kun, at så blev han fri for at have degnens høns rendende og æde alt kornet på Jordstykket.

Skøde på grunden. Interessentselskabet Tvingstrup forsamlingshus skøde af 24. maj læst 29. juni 1912 fra Jeppe Jensen på matr.nr.10 f.

Valgt til bestyrelsen blev:

Forpagter Marius Hansen (formand), Lærer K. P. Rasmussen, gårdejerne Just Justesen og Rasmus J. Rasmussen, brugsforeningsuddeler A. Andersen (kasserer). 

Suppleanter: Bødker N. J. Hansen, gårdejer Hans Hansen.

Revisorer: Gårdejer J. T. Jørgensen, forpagter Kr. Kristensen.

Bestyrelsen skulle sørge for at få huset bygget og få lånt de fornødne penge til byggeriet.  Som bygherrer valgtes murermester Karl Christensen og snedkermester Jens Lauersen. Bestyrelsens fik også pligt til hos medlemmerne, at opkræve en tiendedel af aktiens størrelse hvert år. Hver aktie var på 10 kr.

 Indvielse: Forsamlingshuset blev indviet den 15. dec. 1913 med foredrag, kaffe og dans. 

Vedslet forsamlingshus

- start ca. 1910 og slut 1970.

Den trelængede bygning på hjørnet af Hadrupvej og Kirkedalsvej i Vedslet rummede ud over forsamlingshus brugsbutik, lager og beboelse for brugsuddeleren

 Om forsamlingshuset fortæller Hans Christian Hansen, Vedslet.

  • · Det blev lukket i 1970 sammen med brugsen.
  • · Før moderniseringen i 1949 var der indgang gennem brugsuddelers entre.
  • · Toilettet var et udendørs das.
  • · Garderoben var ovenpå.
  • · Forsamlingshusets skæbne var tæt knyttet til brugsforeningens skæbne, og forsamlingshuset lagde lokaler til brugsens sidste generalforsamling i 1970.

Vedslet Brugsforening blev i 1970 solgt til Vagn Kaae.  

Vestbirk forsamlingshus

- start 1889

Nyt forsamlingshus.

 Den 3.2.1941 besluttede man på en ekstra generalforsamling at bygge et nyt forsamlingshus.

Man havde solgt den gamle grund for 9500 kr. og bygningen til Birk elværk for 650 kr. Desuden havde man købt en ny grund ved siden af brugsen for 1500 kr.

Tegning af frivillige bidrag havde givet 2650 kr.

Byggeriet gik i gang – og 9. december 1941 blev byggeregnskabet gjort op – men resultatet kendes ikke. Man fik så et nyt og pænt forsamlingshus – velplaceret.

Yding forsamlingshus

- start 1912 og slut 1964.

Uddrag af love for aktieselskabet Yding forsamlingshus.

  • § 1. Formålet med forsamlingshuset er at have et lokale, hvor ovennævnte bys og omegns beboere kan samles til al sund og god åndelig og legemlig udvikling.
  • § 5. Enhver aktionær, kvinder såvel som mænd, har lige stemmeret uden hensyn til aktiernes antal.
  • § 6. Bestyrelsen varetager alt med hensyn til bygningens finansielle styrelse.
  • § 13. Nydelse af spirituøse drikke er forbudt i huset; dog kan bestyrelsen ved særlige lejligheder give tilladelse.
  • § 14. De nu tegnede aktier udløber i 1934, hvorefter ny aktietegning kan finde Sted. 

Ørskov forsamlingshus

- start 1889 eller før og slut i begyndelsen af 1930-erne.

Tvingstrup Forsamlingshus indbyder mænd og kvinder til møde i Ørskov forsamlingshus onsdag den 30. oktober eftermiddag kl. 3½. Konsulent J. N. Dall fra Fredericia har lovet at holde foredrag. Fri adgang for alle. Andre arrangementer bl.a. foredrag, fester, dans koncert og bal.

Koncert i Ørskov. Fredag den 29. april 1992, aften kl. 8, giver musiker ved Gedved Seminarium B. Madsen-Lomholdt med assistance af Oscar Schime fra Horsens koncert i Ørskov forsamlingshus. Efter koncerten afholdes bal.

Forsamlingshuset lå ud til vejen mellem gårdene beliggende adressen Kirkevej nr. 35 og 37.

Ophør. Huset ophørte med at fungere som forsamlingshus i begyndelsen af 1930-erne. Efter at huset ophørte som forsamlingshus blev det en svinestald tilhørende familien Jacobsen på Kirkevej 35.

Det fungerede som svinestald indtil midten af 1970-erne, hvor det blev pilet ned. Tiden var da løbet helt fra det, - endda også som svinestald.

Østbirk forsamlingshus.

- start 1886 og slut 1920. 

Ejere 1886.

Gårdejer og musiker Rasmus Peder Aase, Østbirk.

Husejer og murer Erik P. Andersen, Vestbirk.

Skrædder Johannes Hansen, Østbirk.

Snedker Jens Juul, Vestbirk.

Slagter Chr. Petersen, Østbirk.

Smed Hans Rasmussen, Sattrup.

Plantør Kristian Strunge af Østbirk.

 Ejer 1892 Væver Marius Rasmussen.

Forsamlingshuset blev i 1981 nedrevet, og der blev opført en ny lager- og kontorbygning i forbindelse med de store værksteder.         

Ref.  Ejvin Friis Sørensen